Stram Kurs-showet kom forbi - med stort politiopbud

Otte betjente var sendt ud til Høje-Taastrup Gymnasium fredag eftermiddag, da der skulle holdes debatmøde i forbindelse med det kommende folketingsvalg. Årsagen var, at Stram Kurs-kandidaten Henrik Westermann Søndergaard havde takket ja til invitationen om at sidde med i panelet, hvor repræsentanter fra 11 ud af 13 opstillede partier forklarede deres politik og debatterede med hinanden.

- Jeg har egentligt allerede brevstemt, men da jeg hørte, at Stram Kurs kom, måtte jeg ud for at se dem, forklarede Nada El-Khatib.

Hun stillede kandidaten et spørgsmål om, hvor hun skulle sendes hen, hvis hun skulle sendes ud af landet.

- Jeg er født og opvokset i landet, forklarede hun.

- Det skal jeg da ikke bestemme, sagde Henrik Westermann Søndergaard og bekræftede, at hun skulle sendes ud, mens han kiggede ned i bordpladen foran sig. Stram Kurs-kandidaten kom derpå i gang med en monolog om islam, som ordstyreren dog fik stoppet.

Debatten om integration fortsatte, mens flere af politikerne opfordrede til at få flere gode historier frem.

- Stram kurs skal ikke hijacke debatten. Jeg vil nøjes med at tale om Liberal Alliances integrationspolitik, lød det fra Nikolaj Vester (LA).

Alternativet sluttede af med at sige, at vi har brug for Stram Kurs:

- Vi har brug for en stram klimakurs, og så skal vi behandle folk ens, uanset om de har bedsteforældre fra Beirut eller Ballerup, sagde Ken Patrick Petersson (Alt).

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...