"Først og fremmest skal man være modig. Man kan ikke leve uden et stort mod. Og hvis man spurgte mig igen, ville jeg sige: Man må kunne elske, og man må have humoristisk sans."
De kloge ord sagde Karen Blixen i sit allersidste interview til belgisk TV i 1962 som sit bud på et råd til unge mennesker om, hvordan man bør leve livet.
Livsrådet var i høj grad til stede i hendes eget liv og forfatterskab og derfor også en oplagt ledetråd i arbejdet med en ny dokumentarudstilling.
På årets sommerkursus på Karen Blixen Museet 1.-3. juli bliver der stillet skarpt på temaerne fra museets nye permanente udstilling 'Mod, humor og kærlighed' og hvordan, disse begreber kommer til udtryk i Karen Blixens forfatterskab.
Eksterne foredragsholdere er professor Tone Selboe fra Norge, lektor Ivan Z. Sørensen og dr. phil. Birgitte Possing. Desuden vil Charlotte Engberg undervise på kurset med afsæt i sin nye bog om Blixen med titlen 'Latter og lettere beruset'.
Kurset er inklusive frokost, kaffe og kage i caféen samt omvisninger i museet. Billetter købes på billetto.dk og i museumsbutikken.
