Derfor ser du ældre ud end du er

Er dit ansigt faldet fra førstesalen og ned i kælderen? Ser du ældre ud end du er? - så kan årsagen enten være dine gener eller den måde, du lever på.

I tre ud af fire tilfælde kommer vi til at se ældre ud på grund af vores livstil. For meget rygning, alkohol, mad, stress og sol ælder vores hud og vores krop. Men vore gener/arv spiller også ind. Men - kun i hver fjerde tilfælde er det vores gener, som ælder os før tid.

Tre ud af fire kan altså selv gøre noget for at holde sig ung ved at være opmærksom på, om vi lever usundt, stresser for meget eller udsætter os selv for røg og sol.

Rygning og sol forårsager ifølge flere forskningsresultater nemlig de største skader på huden.

Og hud, der udsættes for røg og sol, får skader, som er svære at reparere.

Hvad sker der med huden, når du ryger?

Når du ryger, nedsættes blodets indhold af ilt. Nikotinen i tobakken får hudens fine kar til at trække sig mere sammen. Med mindre ilt i blodet, får hudens celler sværere ved at gendanne sig selv.

Med alderen bliver huden tyndere og mere porøs. Derfor får vi alle med tiden rynker.

Men processen speedes op, når du ryger.

Læger taler ligefrem om "rygerhud". Rygerhud er betegnelsen for hud, der er grå, grovporet, slap og uelastisk.

Hvad sker der når du soler dig?

Solen er den anden store faktor, som kan ødelægge din hud. Solens UVA- og UVB stråler får huden til at blive mere slap og rynket.

Solens UVA-stråler trænger dybt ind i huden og giver den rynker, mens UVB-strålerne er årsag til solskoldning og på lang sigt ru pletter og pigmentpletter.

Men solen bidrager også til, at din krop får tilført D-vitamin. Så sol, men sol med omtanke.

Derfor ældes din hud

Med alderen kommer din hud til at se anderledes ud. Den bliver mere tynd, rynket og tør.

Hvorfor nu det?

Din hud består af tre lag - overhud, læderhud og underhud.

I overhuden dannes nye celler. Overhuden holder på det underliggende bindevæv (læderhuden) og sørger for, at vand fra hudens dybere lag ikke så let fordamper. I takt med alderen bliver huden tyndere, og en fordampning sker lettere. Derfor bliver din hud også mere tør.

Over tid sker der også en reduktion af fedtlaget i den underhud. Den reduktion fører til rynker og slap hud.

Læderhuden indeholder to vigtige fibre - kollagen og elastin. Kollagenen er med til at styrke huden, mens elastinen sørger for, din hud er elastisk. Men også disse fibre ændrer sig over tid.

Sådan passer du på din hud

1. Hold dig væk fra solen, når den står højest på himlen. Skal du være i solen så brug solcreme.

2. Spis varieret og sørg for at få A-vitamin nok. A-vitamin er gavnlig for hudens tørhed. A-vitamin hjælper også på at holde synet i orden og imunforsvaret oppe. A-vitamin findes i grøntsager som gulerødder, spinat, grønkål, abrikoser og meloner.

3. Brug creme. Tilfør noget fugtighed til huden, så den bliver smiddiggjort.

4. Spis antioxidanter. Man ved at disse hæmmer den iltning-reaktion, som sker mellem frie iltradikaler og vores hud. Denne reaktion får huden til at se slap og rynket ud. Antioxidanter findes i frugt og grønt.

5. Sørg for at få sovet ordentligt. Når du sover restituerer kroppen, og celler gendannes.

6. Få noget frisk luft og motion.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...