Efter flot valg: Lokal politiker afviser ikke comeback til byråd eller Folketing

Da Taastrup-kredsens personlige stemmer fra EP-valget relativt tidligt tirsdag var blevet talt op, lå den lokale politiker Nadeem Farooq lige pludselig til at få det andet af De Radikales to mandater til Europa-parlamentet, og politiske eksperter som Ask Rostrup fra DR spekulerede på Twitter i, at der kunne være et drama på vej om De Radikales andet mandat.

Men det lykkedes ikke for Nadeem Farooq, der med 7942 stemmer, måtte se sig slået af Karen Melchior med 17.292 stemmer, som dermed skal følge Morten Helveg Petersen til Europa-Parlamentet.

- Det blev til en solid tredjeplads. Jeg troede på det til det sidste, at jeg kunne få det andet mandat, som jeg rakte ud efter, siger Nadeem Farooq og fortsætter.

- Jeg var godt nok lidt skuffet i går, men efter at have sovet på det, er jeg meget afklaret og tilfreds med at være suppleant. Man ved aldrig med politik, og lige pludselig kan man komme i spil, siger han.

Nadeem Farooq bor i Høje Taastrup med sin hustru og tre døtre, og det var lidt af et tilfælde, at han i foråret offentliggjorde, at han stillede op. Det gjorde han, blandt andet fordi han ville hjælpe partiet til at få sikret det ene mandat og måske det andet - og måske var det nok til, at han selv kunne få det.

- Jeg kom med på et afbud, og jeg bejlede til mandatet. Med mine stemmer kunne jeg hjælpe. Jeg har hørt nogle sige, at jeg med mine stemmer har bidraget ret meget til valget, men jeg har ikke selv regnet det efter. Selvom Vestegnen ikke er en radikal højborg, så er det alligevel lykkedes at få mange stemmer. Så jeg er super glad for at spille en rolle, siger han.

I SF har Karsten Hønge meddelt, at han ikke skal til Europa Parlamentet, selvom han blev valgt, og det har medført en del kritik på blandt andet de sociale medier. Skulle det ske, at Nadeem Farooq bliver hidkaldt, så er han afklaret med at pakke kufferterne og tage til Bruxelles.

- Det er helt utvetydigt, at jeg skal til Bruxelles, hvis der bliver brug for det. Så jeg er 100 procent klar, hvis det er, siger han og fortæller, at selvom han ikke har en formel rolle, når han er suppleant, så har han tilbudt De Radikales to medlemmer at hjælpe med blandt andet at udvikle politik.

Selvom valgkampen ikke var planlagt i længere tid, så gik det udmærket for Nadeem Farooq, der både har siddet i Folketinget og været viceborgmester i Høje-Taastrup Kommune, og valgkampen har givet ham blod på tanden i forhold til at komme ind i politik igen.

- Det har været hårdt, men jeg har nydt det - især de sidste to uger. Udover at hjælpe partiet var valgkampen også et forsøg på at få tryktestet, om jeg vil ind i politik igen. Jeg siger ikke, at jeg har en plan for, om det skal være lokalpolitik eller landspolitik, men det har ikke afskrækket mig, og jeg er ikke færdig med politik. Lige nu har det givet mig blod på tanden, siger Nadeem Farooq.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...