Det gik helt galt søndag den 18. februar, da en ung kvinde blev påkørt af en rumænsk mand i en varebil og afgik ved døden i et lyskryds. Få dage efter skete endnu en ulykke, hvor to personbiler kørte galt. De to uheld er langt fra de eneste uheld i krydset.
For siden 2019 er der registreret i alt 22 uheld i krydset Roskildevej/Halland Boulevard. Tre af dem har haft personskade, og to af dem har haft dødelig udgang. Det viser tal fra Høje-Taastrup Kommune, der er vejmyndighed på strækningen.
Den ene dødsulykke skete i februar i år, hvor den rumænske mand kørte ind i en kvindes bil med en høj promille og påvirket af stoffer. Kvinden døde, og manden blev dagen efter sigtet og varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab.
Døde før drømmerejsen
Den anden dødsulykke skete i marts 2023, hvor en 62-årig mand mistede livet, da en polsk mand i sin varebil kørte ind i ham med 149 km/t og høj promille.
Den 27-årige polske mand blev siden idømt fem års fængsel for uagtsomt manddrab og blev udvist af Danmark. Dommen er siden blevet anket og skal efter planen behandles i Østre Landsret senere på året.
Den 62-årige mand blev dræbt i trafikken få dage før han skulle på sin drømmerejse til Japan. En af hans venner Oksana Kartamyseva satte sidste år ord på at have mistet sin ven.
- Jeg troede ikke på det. Og jeg kunne ikke forstå det. Jeg måtte ringe til hans stedsøn, som blev helt knust, og vi andre græd i flere dage. Det kom så pludseligt. Når det er en kræftsygdom har man i det mindste tid til at vænne sig til tanken, fortalte hun.
Den historie kan du læse mere om herunder.
Det skete der den 21. februar
Ved den seneste ulykke den 21. februar skete der heldigvis ikke personskade, oplyser Vestegnens Politi.
Klokken 17.15 kører en 57-årig mand ad Roskildevej mod vest. På Halland Boulevard kommer en 41-årig kvinde kørende mod Roskildevej. I krydset påkørte kvinden med bilens front mandens bils venstre bagende. Politiet er ved at undersøge årsagen nærmere.
Efter de to ulykker, som er de hidtil eneste i 2024 i krydset i følge Høje-Taastrup Kommune, fór borgerne til tasterne og kom med forslag til, hvordan man kan forbedre trafiksikkerheden i krydset. Der er blandt andet kommet forslag om en rundkørsel.
Også Lars Koch, vejchef i Høje-Taastrup Kommune, har udtalt, at man overvejer, om der skal ændres noget i krydset.
- Vi mødes altid med politiet efter en alvorlig hændelse. Det er standard procedure. Vi drøfter det også med Vejdirektoratet. Så skal vi se nærmere på, om der er et eller andet, der bør laves om, siger Lars Koch.
Han mener umiddelbart ikke, der er noget galt med vejens udformning.
- Det virker svært at bygge det kryds anderledes. Men vi gør os da nogle overvejelser, siger han.
Er du interesseret i kriminalsager, så gå ikke glip af Sjællandske Nyheders podcast ’Manden fra Korsør’, som handler om manden, der blandt andet er sigtet for drabet på Emilie Meng. Du kan lytte med via Spotify herunder.
Du kan også løbende følge med på Instagram-profilen ’Manden fra Korsør’.
Har du et tip eller en god historie, er du velkommen til at kontakte mig på kasper.ellesoe@sn.dk eller telefon 2619 9975

Klik dig ind på , og deltag i debatten og får daglige, friske nyheder fra dit nærområde.
