Efter Nye Borgerliges nedsmeltning: Her er hans nye parti

Allan Orland har efter lidt over en måned som partiløs fundet nye politiske græsgange.

Allan Orland har efter lidt over en måned som partiløs fundet nye politiske græsgange.

Den 10. januar 2024 fik Allan Orland sig et chok, der gjorde ham både rodløs og partiløs. Det skete, da den daværende partiformand Pernille Vermund overbragte ham nyheden om, at hun ville opløse Nye Borgerlige.

Siden har Allan Orland været i gang med at afsøge mulighederne for den politiske fremtid i Brøndby. Tankerne har været mange, men nu er det sikkert og vist, at Allan Orland bytter tilværelsen som løsgænger i kommunalbestyrelsen ud med en plads hos Dansk Folkeparti.

Dermed har Dansk Folkeparti fordoblet sin repræsentation i Brøndbys kommunalbestyrelse, hvor Tom Bech Fredriksen (DF) siden 1. januar 2022 har været eneste mand for partiet.

I den forbindelse fortæller Allan Orland, at han i længere tid har følt sig mere tiltrukket af Dansk Folkepartis politik på kommunal- og landspolitisk niveau.

- Gennem min tid i Nye Borgerlige har jeg været så privilegeret at opleve og bidrage til mange vigtige debatter og beslutninger. Efterhånden som tiden er gået, har jeg dog mærket en voksende forskel mellem mine personlige værdier og partiets retning, fortæller han om det seneste ret så tumultariske år i sit tidligere parti.

Dansk Folkeparti har efter Allan Orlands opfattelse sine rødder solidt plantet i den danske kulturarv. Det stemmer godt overens med hans egne overbevisninger om frihed, ansvar og individets rettigheder.

Værdikriger

Med sin indtræden i Dansk Folkeparti kommer Allan Orland samtidig til at kæmpe for et politisk projekt, der vægter to af de områder, han brænder allermest for, højt. Det gælder lov og orden samt sundhedsvæsnet, som skal understøtte børnefamiliers og ældres livskvalitet.

- Som en værdikriger kæmper jeg for at bevare og genoplive det Danmark, jeg kender og elsker. Det er et samfund, hvor individets frihed og rettigheder er i højsædet, fortæller Allan Orland.

Hos Dansk Folkeparti glæder 2. viceborgmester Tom Bech Fredriksen (DF) sig til samarbejdet med den nye partikammerat. Han ser også frem til, at partiet igen får en reel gruppe i kommunalbestyrelsen.

Med to mandater i kommunalbestyrelsen er Dansk Folkeparti det blot tredje parti med mere end ét mandat. Allan Orlands skifte betyder samtidig, at partiet er repræsenteret i økonomiudvalget kulturudvalget og beskæftigelsesudvalget.

Ifølge Poul Gaardbo, der er formand for Dansk Folkeparti i Brøndby, var det let at finde fælles forståelse med Allan Orland. Lokalformanden er derfor også sikker på, at der med partiets nye repræsentant i kommunalbestyrelsen er skabt et grundlag for et godt og konstruktivt samarbejde til gavn for vælgerne i Brøndby.

Foto: Dansk Folkeparti i Brøndby

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...