60 bøtter livsfarligt slankemiddel solgt fra lejlighed

Hjertebanken, forhøjet blodtryk, angst, smagsforstyrrelser - samt risiko for hjerte-kar-bivirkninger og hjerneblødninger.

Og nej, det er ikke symptomer på Covid-19, der her remses op, men de meget alvorlige mulige bivirkninger ved slankemidlet »Slim Caps« og »Slimex 15«. En nu 25-årig mand fra Kokkedal har i en periode på 15 måneder frem til februar måned i år solgt ikke under 60 bøtter med de to slankemidler med stoffet Sibutramin, der har været forbudt på det danske marked i 10 år. Imidlertid forhandles produkterne stadig på internettet

Nu har han fået sin straf ved retten i Helsingør, og den lød på 20 dages betinget fængsel. For fire år siden blev samme mand også straffet for overtrædelse af lægemiddelloven, og dengang gav det en bøde på 10.000 kroner. At dømme efter retsbogen fra retten i Helsingør har den 25-årige denne gang stukket fortjenesten på det ulovlige salg i lommen, og hvis han ikke begår noget strafbart inden for det næste år, skal straffen ikke fuldbyrdes. Fængselsstraffen er nemlig ubetinget.

Den 25-årige mand var også tiltalt for at sælge 28 mærkevarer via sin Instagram-profil. Eller såkaldte mærkevarer, fordi mærkerne var falske - Gucci, Louis Vuitton, Supreme, Tommy Hilfiger og Hugo Boss til en samlet værdi på 156.000 kroner, hvis produkterne havde været originale.

Det fremgår ikke af dombogen, hvordan den 25-årige mand var blevet afsløret. Han erkendte sig skyldig.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...