Ulven Kommer: Smilende Flora Ofelia fra Bisserup overrasker som en trist pige

Det giver et sug i maven, når hun retter et intenst blik mod sin mor. Hollys brune øjne og sindsstemning mærkes i stuen, når Ulven Kommer er på tv.

Når 15-årige Flora Ofelia Hofmann Lindahl fra Bisserup ikke er på tv- optagelser passer hun sin skolegang i 9. klasse på Herlufsholm Skole.

-Jeg er meget glad for Herlufsholm. Der er fokus på faglighed og det sociale liv. Men de seneste 12 måneder har jeg været væk fra skolen on and off for at være på optagelser. Lærerne har været meget forstående, fortæller Flora Ofelia Hofmann Lindahl, der tager weekender i brug til lek­tier for at være klar til 9. klasses afgangseksamen.

Du Du Du sangen

Den lille pige fra Sydvestsjælland blev kendt, da hun for fem år siden vandt MGP for børn med sangen Du Du Du. Siden er der sket meget for Flora Ofelia.

Dengang blev hun tit blev genkendt på gaden. - Flere spurgte om de måtte fotografere og få en autograf. Det var svært at gå i fred. Og der er stadig folk, der spørger efter autograf. Det er utrolig hyggeligt, smiler Flora Ofelia. Med hendes præstationer i en af hovedrollerne i Ulven Kommer kan hun sagtens forvente, at opmærksomheden vil fortsætte.

Storesøster med i Druk

Interessen for film kom fra hendes storesøster i dag 18-årige Freja-Bella Hofmann Lindahl, der drømte om at blive skuespiller.

- Det var enormt spændende, og i dag er min søster meget, meget glad på mine vegne. Nu spiller og synger søsteren meget, og har i øvrigt en lille rolle i filmen Druk, hvor hun spiller Caro. En af pigerne fra klassen.

Den kreative opvækst

Flora Ofelia synger også stadig meget, og udgiver en gang imellem covernumre af forskellige sange.

- Jeg spiller guitar og ukulele, fortæller hun, mens kreativiteten oser ud af de smilende øjne.

Man kan vist roligt sige, at det er kommet ind med modermælken. Pigernes far er musikeren Jesper Hofmann, der spiller med i rockbandet Innocent Blood. De fik deres gennembrud i 1999 med soundtracket til Kærlighed Ved Første Hik og den nok meste populære sang Den Første Gang. Nu er Jesper Hofmann også musiklærer på Hårslev Efterskole. Familiens frisurer står mor Lajla Lindahl for i hendes grønne salon på Hjultorvet i Næstved.

- Min far har haft stor betydning for mig. Det var ham, som hjalp mig med at skrive MGP sangen. Han er også kommet med gode råd, fortsætter Flora Ofelia, der selv nyder at skrive tekster.

Ny hovedrolle i filmen Høst

- Jeg vil rigtig gerne være skuespiller og/eller manuskriptforfatter. Jeg hygger mig med at skrive og kan samtidig rigtig godt lide filmbranchen og miljøet.

Efter MGP spillede hun i 2018 en af hovedrollerne i filmen Landet Af Glas fra 2018. Og hun er netop blevet færdig med nye optagelser på Fyn. - Der har jeg en bærende hovedrolle i filmen Høst, som udkommer til oktober næste år, tilføjer Flora Ofelia.

Flora finder et mørkt sted

Lige nu er Flora Ofelia aktuel i DR's dramaserie Ulven Kommer. Seerne holder vejret i spændingen hver søndag mens de otte afsnit sendes.

Hun spiller pigen Holly, der bor sammen med sin mor, stedfar og lillebror Theo. Da Holly afleverer en stil i skolen får det alvorlige konsekvenser. En sagsbehandler tager over, og vælger indenfor et døgn at tvangsfjerne Holly og hendes lillebror. Hvem der taler sandt kan ikke røbes, men vi seere venter spændt.

- Det er rigtig spændende at spille en rolle, som er så langt væk fra min virkelige verden. Det kræver at jeg finder et mørkt sted, som slet ikke findes. Samtidig sætter jeg stor pris på, hvor heldig jeg er med den familie jeg selv har, fortæller det unge talent, der i den virkelige verden er rigtig god til at trække på smilebåndet.

Et mentolpust hjælper til tårer

- I Ulven Kommer græder jeg meget, og skal virkelig vise føl­elser. De fleste har prøvet, at livet ikke altid er lige fedt. Det prøver jeg at tænke på. Det kan godt få mig til at græde i rollen.

- Jeg har arbejdet meget med, at skulle være den triste pige, og jeg føler, jeg har været god til at finde hende frem. Nogle gange var det nødvendigt, at få hjælp til at græde, så fik jeg et mentolpust, smiler hun.

Optagelser til Ulven Kommer har primært fundet sted i Skov­lunde, og nogle i Kalundborg, som faktisk er byen, hvor historien foregår.

Mette Frederiksens nytårstale

- Jeg synes, emnet tvangsfjernelser er rigtig godt. Det er en skjult ting. Da jeg fik rollen begyndte jeg at tænke meget på det, fordi det er noget mange børn går i gennem. Det var godt, at Mette Frederiksen satte fokus på det i sin nytårstale, tilføjer hun.

De forskellige karakterer

-Jeg er vild med at lave skuespil. Man møder en masse mennesker, nye historier og karakterer. Det er skægt at følge deres udvikling, fortæller Flora Ofelia, der rigtig godt kan lide drama.

På spørgsmålet om hvorfor hun bliver valgt til de roller, svarer Flora Ofelia: - Det er et godt spørgsmål, men jeg leverer noget de godt kan lide. Jeg får tit at vide, at jeg er god til at dyrke min karakter, og virkelig arbejder mig ind i det. Jeg gør alt for, at jeg er fuldstændig forskellig i rollerne, fortsætter hun.

På gymnasiet i Valby

Flora Ofelia tilbringer meget tid hos sin søster på Vesterbro. Dér boede de også da de var små. Efter 9.klasse bliver det til endnu mere. Der skal hun ligesom sin søster har gjort, gå på Sankt Annæ Gymnasium i Valby.

- Det er et meget kreativt gymnasium med fokus på musik og drama. Jeg fungerer rigtig godt i et kreativt miljø.

-Bagefter drømmer jeg om udlandet. Jeg kunne også godt tænke mig højskole med film og skuespil med alle mulige lækkerier i faget, griner Flora Ofelia. - Senere Skuespillerskolen eller Den Danske Filmskole.

Til spørgsmålet om seerne kan glæde sig til, at se hende i en ny rolle. Smiles der smørret. - Måske ligger der noget og venter, tilføjer det unge talent.

Flora Ofelia Hofmann Lindahl fra Bisserup har det seneste år haft gang i flere tv-optagelser. Og lærerne på Herlufsholm Skole, hvor hun går i 9. klasse, er forstående. Foto: Dorte Rye Silbo

Flora Ofelia vandt i 2015 MGP for børn. Hun synger stadig, men skuespil er hun blevet helt vild med.

15-årige Flora Ofelia er lige nu aktuel i rollen som Holly, hvor hun leverer en formidabel præstation i DRs populære søndagsdramaserie Ulven Kommer. Sammen med hendes lillebror Theo spillet af Noah Storm Otto bliver hun tvangsfjernet fra hjemmet indenfor et døgn. Foto: Michella Bredahl.

Hollys store brune øjne og sindsstemning mærkes hver søndag, når Flora Ofelia spiller hovedrollen i Ulven Kommer. Foto: Michella Bredahl

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...