Foreninger og ildsjæle blev fejret

Folkeoplysningsudvalget overrakte årets fire priser og 95 anerkendelser til foreninger og ildsjæle tirsdag aften. Foto: Birgitte Masson

Folkeoplysningsudvalget overrakte årets fire priser og 95 anerkendelser til foreninger og ildsjæle tirsdag aften. Foto: Birgitte Masson

Man tager en af kommunens idrætshaller. Fylder den med godt og vel 250 engagerede mennesker fra idræts- og fritidslivet. Disker op med mad og drikke, pynter med hvide duge, balloner og glimmer. Lader Frederikssund Musikskoles elever give et musikalsk indslag, krydrer med oplæg af Søren Østergaard fra Center for Ungdomsstudier, og wupti, så har man en særdeles vellykket prisuddelingsfest.

Det var tilfældet tirsdag aften, da Folkeoplysningsudvalget i Frederikssund Kommune skulle uddele i alt fire priser til hhv. årets idrætsudøver, årets leder og unge-leder samt en pris for årets fritids-præstation. Derudover fulgte en række anerkendelser for præstationer i løbet af 2023. 95 i alt.

Inden spændingen kunne udløses, og salen fik navnene på, hvem der var de heldige og velfortjente prismodtagere, fortalte formand for Folkeoplysningsudvalget Kenneth Jensen (A), hvad man i udvalget fremadrettet også ønsker at støtte;

- Vi har ved vores seneste møde besluttet, at vi i år viderefører to puljer. Således har vi afsat 100.000 kr. til puljen for internationalt samarbejde og 150.000 kr. til vores initiativpulje. Med Initiativpuljen ønsker vi at støtte, nye initiativer, som er med til at fremme det frivillige engagement i foreningen eller aftenskolen, nye aktiviteter, som ikke før er afprøvet i foreningen eller aftenskolen, samt nye samarbejder eller partnerskaber, som ikke før er afprøvet i foreningen eller aftenskolen, lød det, inden Kenneth Jensen tog fat på aftenens højdepunkt, som unægteligt var prisuddelingen;

Vinderen af årets idrætspris blev Josephine Vedel Søndergaard Nielsen fra Skibby Ride- og Voltigeklub. I motiveringen for indstillingen lød det blandt andet:

Josephine er en helt speciel person. Hun brænder for sin sport, som er voltige. Hun blev udtaget af Dansk Rideforbund til at repræsentere Danmark ved VM i Voltige for Juniorer, hvor hun vandt sølv. Samtidig hjælper hun altid, hvor hun kan i klubben.

Lederprisen gik til Benjamin Withen fra Frederikssund Børnefilmklub. Benjamin overtog formandsposten i børnefilmklubben i 2020. Han har ydet en stor indsat i klubben, som nu har over 1000 medlemmer. Og efter et vigende medlemstal er billedet nu vendt.

Caroline Olsen fra Rulleskøjteklubben FRISK, løb med Unge lederprisen, som gives til en leder under 25 år. Caroline træner klubbens ældste solo- og eliteløbere. Hun er en arbejdshest og en rollemodel, stod der blandt andet i indstillingen.

Til sidst kunne Kenneth Jensen løfte sløret for, hvem der skulle have Årets fritidspris. Den gik til to personer, der sammen har knoklet for at realisere Bikepark Frederikssund på ganske kort tid. Anders Laustsen og Jes Dabelsteen er de to ildsjæle bag initiativet.

Den årlige tilbagevendende begivenhed i Folkeoplysningsudvalget foregår altid fra en af kommunens idrætshaller. I år var turen således kommet til Skibby, som dannede rammen om den festlige prisuddeling.

Foto: Birgitte Masson
Foto: Birgitte Masson

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...