Nu vender hyggen tilbage til Kirketorvet

Facaden er stadig den velkendte og nu er nye ejere klar til at føre ånden og hyggen videre.

Facaden er stadig den velkendte og nu er nye ejere klar til at føre ånden og hyggen videre.

2022 og 2023 har på flere områder været et par turbulente år for Kirketorvets Brasserie, og det har tæret på både økonomi og energi hos de tidligere ejere. Men nu varsler et nyt år også nye tider for det populære sted på Kirketorvet i Ballerup.

Stedets dygtige kok Søs Mikkelsen som var med til at starte restauranten i november 2016, købte og overtog restauranten i maj 2023.

Og i november blev restauranten yderligere udvidet med to nye medejere, Laila Svendsen og Henrik Munck.

- Vi indgik partnerskab med Søs Mikkelsen i november 2023 og har nu brugt noget tid på at få styr på alting. Nu ser vi fremad og glæder os til at drive stedet videre i samme ånd. Brasseriet skal stadig været et sted hvor alle kan komme og hyggen, den gode mad og betjeningen skal fortsat være kendetegnet for stedet. I årevis har Torvets Brasserie på Kirketorvet i Ballerup trukket masser af folk til, når der skulle hygges og spises. Også de store udendørs serveringsarealer og diverse arrangementer har trukket mange til, så torvet om sommeren var en summende livlig plads, siger Henrik Munck.

Søs Mikkelsen vil stadig være det primære ansigt udadtil, som hun har været, siden hun kom i spidsen af Brasseriet, nu sammen med nyt personale, der vil respektere stedets specielle ånd og historie.

Kunne ikke lade være

Hverken Laila Svendsen eller Henrik Munck har nogen erfaring fra restaurationsbranchen, men kunne ganske enkelt ikke lade være, da muligheden for at indgå et partnerskab med Søs Mikkelsen bød sig.

- Vi er kommet her i mange år og spist og synes det var et helt fantastisk sted, der i årevis har skabt liv og stemning på torvet. Så da Søs Mikkelsen henvendte sig til os, kunne vi simpelthen ikke risikere at stedet forsvandt, så derfor trådte vi til, siger Laila Svendsen,

Laila Svendsen arbejder som akutsygeplejerske i hjemmeplejen i Ballerup, mens Henrik Munck ejer en række virksomheder i håndværksbranchen har derfor stor erfaring i at drive forretning.

Men selvom de nye medejere altså vil fortsætte i den ’gamle’ stil, så pønser de også på en række nye tiltag.

- Nu skal vi lige lande og heldigvis har vi fået en god modtagelse. Folk er begyndt at komme her igen og det er vi meget glade for. Så når vi for alvor er kommet i gang, så vil vi sætte gang i en række nye tiltag, men samtidig sørge for, at det som Brasseriet har været kendt for i årevis, stadig vil være her, og med det nye slogan ’ansvar – arrangement – kvalitet’, siger Henrik Munck.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...