Coronakrisen påvirker stadig hvor mange turister fra Asien, der besøger Danmark - og det kan også aflæses i besøgstallet for det store museum. Til gengæld har mange andre besøgende lagt vejen forbi sidste år:
- Med lidt over 200.000 gæster er vi godt tilfredse med besøgstallet i 2023, særligt i betragtning af, at de mange kinesiske gæster, der før corona udgjorde 25 procent af vores besøgende, stadig ikke er tilbage. Vi glæder os over, at besøgstallet er stigende, og at vi derudover er kommet særdeles godt fra start i 2024, siger Ulla Tofte, direktør på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.
I 2019, inden pandemien ramte verden, var besøgstallet helt oppe på 284.825, og det tal ligger sidste års besøgstal på 207.691 stadig et godt stykke fra. Til gengæld er besøgstallet langt bedre end i 2022, hvor coronarestriktionerne stadig spillede ind. Det år ramte besøgstallet 184.919.
Besøgsrekorden slået
Rekorden for allerflest besøgende på et år ramte museet i 2015, hvor besøgstallet kom helt op på 288.623 mennesker. Til gengæld slog museet i 2023 besøgsrekord på én dag, da 2407 gæster besøgte museet til Kulturnatten i Hillerød, hvor der var sat ind med alle sejl for at skabe masser af oplevelser.
Og der er stor interesse i Nordsjælland for slottet ved slotssøen, siger Ulla Tofte:
- Mens vi kigger langt efter kinesiske gæster, kan vi til gengæld se, at der er en stor, lokal interesse for museet. En kraftig stigning i antallet af solgte årskort til gæster, der bor tæt på og relativt tæt på Frederiksborg, vidner om, at mange har lyst til at bruge museet meget mere. Det så vi særligt på Kulturnatten, hvor børn og voksne fra lokalområdet strømmede til, og hvor mange benyttede muligheden for at købe et årskort til museet.
Museet vil igen i år deltage i Kulturnatten, som vender tilbage fredag den 6. september. Her lover museets ansatte, at der er mindst lige så meget på programmet som i 2023.
- Vi gentager succesen i 2024, siger Ulla Tofte.
I det hele taget er der sket masser af forandringer på Frederiksborgmuseet, efter Ulla Tofte tiltrådte i november 2022. En ny publikumschef er tiltrådt i en nyoprettet stilling, der har fokus på at udvikle besøgsoplevelsen. Der er kommet ny forskningschef og udstillingschef, og journalist Tore Leifer står blandt andet for at producere ugentlige podcasts.
Ny restaurant åbner
Der er også - i bogstaveligste forstand - kommet nye boller i suppen i restauranten ved museet, hvor kontrakten med Spisestedet Leonora ikke blev forlænget efter 20 år. I stedet er det økologiske landbrug Rabarbergaarden, som holder til i Vejby, den nye forpagter. Rabarbergården åbner den nye restaurant, ’Rabarbergaarden Slottet’, lørdag den 10. februar.
I løbet af 2023 har museet fået fornyet sin visuelle identitet med blandt andet med et nyt, rødt logo. Desuden kalder de ansatte nu museet for “Frederiksborg” og undlader “Slot”, som mange bysbørn ellers har været vant til.
2023 har blandt andet budt på særudstillinger med to fremtrædende fotografer, nemlig Marie Hald og Petra Kleis, og museets loftsmalerier blev iscenesat på nye måder af Dark Matters. Der var desuden koncert med Hjalmer og skotske Texas som en del af DRP4-programmet Take-Off, hvor 250 borgere fra Hillerøds nærområde var inviteret til koncert.
Senere på året kunne gæster og forbipasserende i slotshaven se popstjernen Tobias Rahim blive fotograferet af Petra Kleis til Vogue Scandinavias december-/januarudgave, ligesom besøgende blev inviteret med til en hel dags optagelser til DR-programmet ’Danmarks bedste portrætmaler’.
Nye udstillinger
2024 er startet ud med en lynudstilling om dronning Margrethe, efter det overraskende tronskifte blev annonceret, og man kan opleve udstillingen ’Billeder af en Dronning’ indtil 21. april. Petra kleis-udstillingen kan også stadig opleves frem til 2. april.
På fredag den 9. februar åbner en ny særudstilling om skulpturerne på Kongefløjens facade og historien bag det antikke, såkaldte marmorgalleri, der er under restaurering og genhugning.
I løbet af foråret afsløres et nyt portræt af astronaut Andreas Mogensen, og i slutningen af maj åbner en stor særudstilling om en kunstmaleren C.A. Jensen, som står bag mere end 100 portrætter fra 1800-tallet på museet. Dertil kommer efterårets udstillinger og masser af arrangementer og overraskelser.
2023: 207.691
2022: 184.919 (Museet kunne først kunne åbne den 22. januar på grund af coronarestriktioner)
2021: 84.005 (museet var lukket fra 1. januar til 14. april og igen den 19.-31. december på grund af coronarestriktioner)
2020: 82.264 (museet var lukket på grund af coronarestriktioner fra 13. marts til 29. maj og igen fra 9. til 31. december)
2019: 284.825

