Det sker i erkendelse af, at det er svært at få tid til både pladsen i Folketinget for Frederiksberg og Københavns storkreds og kommunalbestyrelsen i Gentofte.
"Da jeg blev valgt til Folketinget for et år siden, aftalte jeg med borgmester Hans Toft, at vi skulle bruge et år på at se, om jeg kunne passe begge poster. Men da jeg også gerne vil have mere tid til min 12-årige søn, så har jeg besluttet mig for at stoppe i kommunalbestyrelsen. Det er ikke et endegyldigt farvel til kommunalpolitik. Jeg kan sagtens se mig selv tilbage på et senere tidspunkt," siger hun.
Katarina Ammitzbøll blev valgt til kommunalbestyrelsen i 2017 og sidder i dag i tre forskellige udvalg - blandt andet er hun næstformand i Børneudvalget.
"Jeg kommer til at savne den meget tætte kontakt med borgerne, som vi har i kommunalbestyrelsen. Og jeg vil også savne de mange gode, politiske kollegaer, jeg har mødt og samarbejdet med. Vi har et rigtigt godt samarbejde - også på tværs af partier," siger hun.
Specielt én sag fra Gentofte vil hun tage med sig i Folketinget:
"Jeg synes, hele sagen om udligningsreformen vidner om meget store fordomme om Gentofte Kommune. Vi driver vores kommune virkelig billigt og har lige så store udfordringer økonomisk som andre kommuner. Jeg synes, man skulle stille krav til de kommuner, der får penge om, at de skulle drives ligeså effektivt, som Gentofte," siger hun.
Nyt ansigt
Niels Lund står til at blive det næste konservative kommunalbestyrelsesmedlem, da han er 1. suppleant. Rent formelt skal han dog godkendes som nyt medlem på kommunalbestyrelsens møde 31. august. Her skal Katarina Ammitzbølls udtræden også godkendes officielt.
Den fremtidige fordeling af konservative udvalgsposter i Kommunalbestyrelsen vil blive meddelt på mødet 31. august.
