Historien om havørnen er en glædelig fortælling om en art, der er gået fra at være udryddet til nu igen at være etableret med over 100 ynglepar. Også selvom 2023 bød på den mindre tilbagegang for arten.
Vil man høre mere om den fortælling - og se de store fugle ved selvsyn - så er muligheden der søndag den 25. februar, hvor der traditionen tro afholdes Ørnens Dag landet over.
I Nordsjælland kan man på dagen tage ud til Arresø, hvor Dansk Ornitologisk Forening i Nordsjælland inviterer til et arrangement mellem klokken 10-14.
Som sædvanlig foregår det på strandengen ved P-pladsen på Nejedevej/Præstevej ved Pøleåens udløb i Arresø en god kilometer syd for Annisse.
Fra engen har vi et fint udsyn mod vest til Arresø og mod øst til Nejede Vesterskov, hvor havørnen har ynglet siden 2009.
- Tidligere år har vi været heldige at se både rastende og overflyvende havørne, og der er også gode muligheder for at se andre rovfugle samt gæs, ænder og småfugle, fortæller Carsten Michael Jørgensen fra DOF Nordsjælland.
På engen er der opsat pavilloner med forskelligt informationsmateriale, og ved søbredden står ornitologer klar med teleskoper for at udpege, fortælle og dele ud af deres viden.
Fugleambassadørerne fra Ørneklubben vil arrangere aktiviteter i børnehøjde for de 6-12 årige samt lave en lille tur langs åen og ind i skoven for at lede efter blandt andet skovhornugle samt servere en kop varm kakao.
På pladsen tændes bål til grilning, men man skal selv medbringe pølser, snobrød eller andet til at lave over gløderne.
Lille tilbagegang
De senere års medvind på jagtmarker og i yngleområder for havørmene er dog i 2023 vendt til en tilbagegang for den danske havørnebestand, hvor fugleinfluenza og et koldt, blæsende forår gav bestanden modvind, skriver dog i en medlemsnyhed
I 2023 var der 149 par havørne, og 137 af dem har været i gang med at yngle. Men kun 104 af parrene er lykkedes med æg og unger. Til sammenligning var der året før 161 territorier med havørnepar.
De 104 par fik 177 unger på vingerne, og med årets facit har DOF’s Projekt Ørn registreret mindst 1.887 havørneunger siden 1995, da havørnen efter 100 års fravær igen blev dansk ynglefugl.
- Bestanden af havørne i Danmark er blevet så stor, at der de senere år flere steder er opstået øget konkurrence om de bedste ynglepladser. Det kan give uro og kamp om redestederne. Ørnebestanden udvikler sig på naturens præmisser, og næste år kan det være, at frugtbarheden igen stiger, så den dårlige ynglesæson i år bliver overskygget, siger Kim Skelmose, der er leder af Projekt Ørn i Dansk Ornitologisk Forening (DOF) BirdLife til DOFs medlemssite.
