Køge Boglade har været en del af handelslivet i Brogade gennem de seneste 18 år, men i lørdags ved lukketid låste boghandler Erik Nielsen døren til den lille, hyggelige forretning for sidste gang.
Lukningen sker dog kun for at flytte forretningen til nye og større rammer i Nørregade, hvor Køge Boglade slår dørene op lørdag 29. august.
Anledningen til flytningen er, at ejendommen i Brogade, der har huset Køge Boglade, skal renoveres.
- Så det var enten nye lokaler eller pension - og jeg er ikke klar til at gå på pension endnu, smiler Erik Nielsen, der ser frem til at åbne i de nye omgivelser, som han kender ganske udmærket på forhånd.
Han er således udlært i det, der dengang hed Erhard Jensens Boghandel i Køge. Han blev siden førstemand og fortsatte også i denne funktion efter Arnold Buscks overtagelse i 1986 - lige indtil han i 2002 altså valgte at åbne sin egen boghandel i Brogade. Flytningen til Nørregade medfører flere fordele for Køge Boglade.
- Forretningen ligger i den bedste del af Nørregade, så der er helt klart flere strøgkunder, siger Erik Nielsen, der også får mellem tre og fire gange så meget plads i de nye omgivelser, så der bliver plads til at hive flere nye varegrupper ind, som der ikke rigtig har været plads til hidtil.
Det betyder, at man fremover blandt andet også vil finde et udvalg af legetøj, børnespil og kontorartikler i Køge Boglade.
Dertil kommer, at forretningen efter Arnold Buscks lukning naturligvis er indrettet til en boghandel, så den er lige til at flytte ind i for Køge Boglade.
Køge Boglade åbner i Nørregade lørdag 29. august, hvor Erik Nielsen står klar med et glas til gæsterne mellem klokken 10 og 14.
