Kristian Leth vender tilbage til Hørsholm Kirke onsdag den 31. januar kl. 19 - denne gang med sit foredrag ’Fremtiden er der også i morgen’ baseret på bogen af samme navn.
Her forsvarer Kristian Leth håbet for fremtiden, som ifølge ham ikke er så dyster, som mange går og tror.
Kristian Leth er en mand med mange talenter: musiker, forfatter, radiovært og foredragsholder. Når han fortæller bibelhistorie i radioprogrammet ”Biblen Leth fortalt” på P1 er lytterskaren stor, og hans bøger bliver godt modtaget af både anmeldere og læsere.
Mennesket finder altid en løsning
Nu blæser han til kamp mod dommedagsprofeterne, der får mange til at frygte fremtiden, blive deprimerede og tilmed gå i panik.
Budskabet i hans foredrag er, at mennesket altid har fundet på løsninger, at vi har bekæmpet fattigdom, overvundet pandemier, og at det går meget bedre, end mange tror.
Selvom klimaudfordringerne kan synes uovervindelige, så kan man med opfindsomhed, nye teknologier og omlægning af hidtil fastgroede vaner klare dem. Hvis vi holder fast i håbet og optimismen, så skal fremtiden nok også være der i morgen.
Der er entré i døren.
jesl
