De er rygende uenige, mildest talt. Slagsmålet handler om, den gamle præstegård skal sælges eller ej?
I Hvedstrup har borgerne samlet 100 underskrifter imod salget, og det er trods alt en del i en by, som ikke tæller meget mere, når man ser på indbyggertallet. Alligevel tegner det til, at et flertal i menighedsrådet vil sælge, frygter den fløj, som siger nej til et salg.
Problemet for borgerne i Hvedstrup er nemlig, at de er en del af et pastorat, som også består af sognene Ågerup og Kirkerup, og dermed bestemmer de ikke selv over præstegårdens skæbne.
- Jeg frygter, at flertallet ender med at sælge. Sker det, så slukker man for et socialt samlingspunkt ikke bare for folk i Hvedstrup, men også for folk fra Herringløse og for de mest ihærdige fra Ågerup. Det vil være et kæmpe slag for hele Hvedstrup, siger Ann Sophie Birkelund.
Hun flyttede til Hvedstrup for fire år siden.
- Vi var aldrig blevet så integreret i Hvedstrup, som vi allerede er, hvis ikke det var fordi, vi har haft præstegården, som har været et samlingspunkt. Vi har haft glæde af en åben præstegård, hvor der både kan laves arrangementer i Laden, i haven og på gårdspladsen. Derfor synes jeg, det vil være sindssygt ærgerligt, hvis præstegården bare sættes til salg, siger hun.
Ann Sophie Birkelund frygter også, hvad salget kommer til at betyde for andre ting omkring den nuværende præstegård.
- Hvis den bliver solgt, hvad sker der så med Paradisets Have? Falder det så til jorden, siger hun.
Paradisets Have er et projekt, som folk i Hvedstrup i den grad har taget til sig. Det er nemlig et forsøg på at skabe en park lige over for præstegården.
- Det her viser jo meget godt, at kirken også er på vej til en centralisering. Kirken i Kirkerup bruges næsten ikke mere. Det samme kan jeg godt se ske i Hvedstrup. Derfor synes jeg, det er rigtig ærgerligt, at hele økonomien i det her ikke er undersøgt tilbunds. Det nogen har fået fortalt, er, at præstegården kan sælges for cirka 10 millioner kroner. Det lyder da spændende. Men kan den nu også det? Det beløb dukkede op, inden man fandt massiv skimmelsvamp i bygningen, så prisen er nok en anden nu, siger hun og fortsætter:
- Og hvilke udgifter kommer der ved et nybyggeri? Nærmest ligegyldigt hvor der skal bygges en ny præstegård, så skal der byggemodnes. Jeg synes, det er usikkert, om der overhovedet er en økonomisk gevinst i et salg, siger hun.
Menighedsrådsmødet, som skal afgøre præstegårdens skæbne, finder sted onsdag aften i sognegården i Ågerup klokken 19.
- Jeg håber, at så mange som muligt har lyst til at møde op, så vi kan se hvilken afgørelse vores menighedsråd træffer for os. Det har været umuligt som borger at danne sig et overblik over, hvem der stemmer hvad på forhånd, siger Ann Sophie Birkelund.
Sjællandske Nyheder har forsøgt at få fat i menighedsrådsformand Grete Lietzen for en kommentar, men hun er ikke vendt tilbage på vores forespørgsel.