Der var bare spillet godt tre minutter, da han var på pletten første gang.
Frederik Christensen er efter en periode hos Frem tilbage i Slagelse B&I og det fejrede han ved at heade et indlæg fra Rasmus Søe i nettet til 1-0.
Det var premieren i 2. division, hvor opkomlingene Roskilde KFUM var på besøg, og det var noget af en koldstart på deres debut i divisionerne.
KFUM'erne havde det svært, men spillede sig langsomt ind i kampen og holdt også det vestsjællandske hjemmehold fra synderligt store chancer i 1. halvleg.
Slagelse var klart bedst, men kreatør Martin Jensen og holdkammeraterne havde svært ved at spille sig igennem gæsternes bagerste forsvar, hvor blandt andre den tidligere Slagelse-spiller Christian »Krølle« Klausen fik debut.
Efter pausen gik der stilstand i premiere-opgøret. Der blev spillet langsomt og det gav gæsterne endnu bedre vilkår for at komme ind i kampen. Slagelses debuterende målmand Christoffer Monty blev dog ikke sat på de store prøver og så kunne Frederik Christensen slå til i den anden ende for anden gang.
Den tidligere KFUM'er Rasmus Tangvig stod for et godt forarbejde til »Frede«. Slagelse-angriberen skulle dog bruge hjælp fra en Roskilde-fod, da bolden ændrede retning og snød Marc Lyster i Roskilde-målet.
Frederik Christensen gik glip af et hattrick, da han til store klapsalver blev afløst af Martin Ahlgren, men det lever vestsjællænderne genfødte søn nok okay med.