DEBAT: Berlinmuren ved Sophienberg Slot

Der skal i givet fald opføres omkring 12 rækkehuse på skråningen og flere af dem i to etager. Altså bebyggelse i op til 5-6 m højde. Kommunalbestyrelsen bør være yderst forsigtige med det projekt, skriver Birger Schneider fra Rungsted.

Der skal i givet fald opføres omkring 12 rækkehuse på skråningen og flere af dem i to etager. Altså bebyggelse i op til 5-6 m højde. Kommunalbestyrelsen bør være yderst forsigtige med det projekt, skriver Birger Schneider fra Rungsted.

Af Birger Schneider, Skovgrænsen 3, Rungsted Kyst

Så oprandt dagen, hvor Calum løftede sløret for sine planer omkring restaureringen af Sophienberg Slot.

På et møde for interesserede borgere, vel omkring 50 var mødt frem, blev planerne rullet ud. Rammen var kantinen på Hørsholm Rådhus på Slotsmarken, og flere politikere, inklusive borgmester Morten Slotved, havde fundet anledning til også at høre borgernes reaktion.

Lad det være sagt med det samme. Oplægget fra developer Henrik Calum og hans partnere har flere gode detaljer – og sikkert gode intentioner.

Det indebærer bl.a. en renovering af selve slottets hovedbygning med henblik på salg til ejerlejligheder og to nye pavilloner i stedet for de nuværende to, også med henblik på salg til ejerlejligheder. Den del af oplægget er harmonisk med nænsom hensyntagen til fredningsklausulerne og bevarelse af barokhaven.

Men for de fremmødte blev det klart, at projektets økonomi afhænger af, at man, vi i kommunen, tillader, at der samtidigt opføres en randbebyggelse langs slotsbankens nordlige og vestlige skel mellem kørselsvejen lige underfor havemuren og den sti, som kommunen har anlagt nedenfor slotsbanken mod nord og vest.

Der skal i givet fald opføres omkring 12 rækkehuse på skråningen, klistret op mod hinanden og flere af dem i to etager. Altså bebyggelse i op til 5-6 m højde på den trange plads mellem den højtliggende vej på slotsgrunden og kommunens lavtliggende sti udenfor.

Når man går ad kommunens sti, vil man blive mødt af facader tæt op mod stien, og borgerne må kigge op på den høje facademur, måske også ind ad vinduerne hos dem, som skal bo i disse rækkehuse.

Fredningskravene gør, at husenes tag ind mod haven ikke må være højere end den nuværende mur, men taget stiger 1 meter ud mod naturen. Deraf følger overholdelse af fredningskravene, at boligerne ikke kan ses inde fra en barokhave, som i øvrigt bliver lukket for adgang for alle andre end beboerne på slotsområdet, bliver, at områdets herlighedsværdi fortabes meget.

Andre må skulle leve med den meget triste arkitektoniske tilføjelse, som en randbebyggelse er. Calum konsortiet har behændigt i sine illustrationer søgt at fjerne fokus for denne udfordrende kendsgerning ved at lave en illustration, som viser randbebyggelsen næsten set fra oven.

Vi mangler en illustration af, hvordan bebyggelsen vil se ud fra markerne og skoven omkring, fra kommunens sti rundt om slottet, fra alléen ned mod slottet, osv.

De nuværende omkringliggende boliger i Lange Müllers Allé området har påbud mod at bygge nærmere end 10 meter fra alléen ned til slottet. Men nu vil man i oplægget helt se bort fra områdets øvrige krav om åben natur omkring slottet.

Andre borgere vil opleve facademurene fra de nye boliger ud mod marken som en bastant mur, vel nærmest at ligne med en slags Berlinmur.

Det er sikkert OK at sidde inde i de nye huse og beskue marken mod nord, men for andre udenfor er der efter min bedste opfattelse tale om en endog voldsom ændring af naturoplevelsen omkring Sophienberg Slot. En ’øjenbæ’ vil nogen nok kalde det.

Projektet vil sikre renovering af en slotshave, som borgerne ikke får adgang til, og af slottet. Prisen er, at den naturperle, som hele området er i dag med Sophienbergs usædvanligt flot anlagte gamle hovedbygning, mister væsentligt i herlighedsværdi.

De to nye pavilloner er nok en væsentlige forbedring i forhold til de nuværende to triste betonbygninger. Men opvejer det tabet af naturoplevelsen omkring slottet med den påtænkte randbebyggelse?

Personlig mener jeg nej og håber, at kommunalbestyrelsen vil have mod til at afslå det nuværende projektoplæg og i stedet bede om ét, som i højere grad tager hensyn til en bæredygtig totalløsning for slottet og dets omgivelser.

Det skal også nævnes, at med omkring 25 bosiddende familier på slotsområdet vil der forventeligt være over 50 biler, som hver dag skal ud fra Sophienberg ved at køre hele vejen rundt om slotsmuren, vel flere gange om dagen til og fra arbejde, indkøb, kørsel af børn, sociale arrangementer, mv. Så vel langt over 100 daglige kørsler rundt om slottet.

Der lægges op til ind- og udkørsel på Strandvejen, men det er ikke afklaret. De af os, som husker lignende afslag til Mikkelborg Park, Kokkedal Slot og andre, frygter, at man slet ikke opnår en sådan tilladelse.

I stedet må man så ty til at lede trafikken til de 25 boliger ad Sophienbergvej, Lange Müllers Alle og en af de små sideveje.

Der er al mulig grund til, at kommunalbestyrelsen er yderst forsigtig med at gå videre med det nuværende projektoplæg.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...