Menighedsrådsmedlem: Sælger vi det her, så sælg da kirken

Foto: Lars Kimer

Foto: Lars Kimer

Onsdag aften træffes en beslutning, som kan få store konsekvenser for det kirkelige og sociale liv i landsbyen Hvedstrup. Et samlet menighedsråd skal tage stilling til, om den skimmelsvamp-ramte præstegård skal sælges. Så kan vi da lige så godt sælge kirken, lyder det fra et menighedsrådsmedlem.

Det er Christian Dahl Melchiorsen, som er valgt til menighedsrådet for Hvedstrup Sogn, der kommer med den kontroversielle udmelding.

- Sælger vi Hvedstrup Præstegård, så kan vi lige så godt sælge kirken også, så den kan blive brugt til noget. Sælger vi præstegården, så sælger vi kulturarven, og så kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke kan sætte et “til salg”-skilt på Hvedstrup Kirke, for den kommer til at stå tom og ubrugt. Vi har set det med Kirkerup Kirke. Den er nu kun en lejlighedskirke, og det betyder, at der kun er kirkelige handlinger i den to-tre gange om året. Det samme vil ske med Hvedstrup Kirke. Al kirkelig aktivitet vil blive centraliseret i Ågerup, og så er det, jeg for Hvedstrups skyld siger “sælg kirken”, siger Christian Dahl Melchiorsen.

Beslutningen om at sælge præstegården er ikke Hvedstrups alene. Det er en beslutning, som hele menighedsrådet skal træffe, og menighedsrådet består også af medlemmer fra Kirkerup Sogn og Ågerup Sogn. Sælges præstegården, er det overvejende sandsynligt, at en ny bygges i Ågerup - områdets største by. Ågerup Sogn har også flest medlemmer i menighedsrådet.

Christian Dahl Melchiorsen er på det rene med, at det formelt set ikke er menighedsrådet, som kan sælge kirken. Den beslutning ligger i provstiet.

- Vi har været hos provsten, biskoppen og kirkeministeriet for at undgå et salg, men meldingen er, at det beslutter menighedsrådet. Sådan er det jo ikke helt. Beslutter vi i menighedsrådet at beholde Hvedstrup Præstegård for at renovere den, så skal vi stadig have økonomi til det af provstiet, og hvis de ikke åbner pengekassen, så kan vi beslutte alt det, vi vil. Beslutter vi derimod at sælge den, så vil jeg gerne set det provsti, den biskop eller det kirkeministerie, som modsætter sig et lokalt flertals ønske, siger han.

Derfor opfordrer han alle, der har en interesse i Hvedstrup Præstegård til at tage til menighedsrådsmøde onsdag aften i Sognegården i Ågerup, hvor beslutningen skal træffes.

- Det er mit klare indtryk, at et flertal i menighedsrådet gerne vil have et punktum i den her sag. Vi har talt rigtig meget om skimmelsvamp og om salg eller renovering. De folk, der er valgt til menighedsrådet, vil hellere tale om udbredelsen af kirkens budskab lokalt end om bygninger, siger han.

- Det er bare problematisk, for valget bliver på en mavefornemmelse. Vi har ikke rigtig nogle bilag at støtte os til i forhold til, hvordan økonomien vil være ved et salg eller ved, at vi beholder og renoverer. Derfor har jeg indstillet, at beslutningen udskydes, men det har jeg ikke fået igennem, siger Christian Dahl Melchiorsen.

Sjællandske Nyheder har kontaktet menighedsrådsformand Grete Lietzen for en kommentar inden menighedsrådsmødet, men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Foto: Lars Kimer

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...