Hillerød har det højeste antal Gazelle-virksomheder i flere år

Hillerød kan glæde sig over, at 23 lokale virksomheder er kåret som gazelle-virksomheder i 2020 af Dagbladet Børsen. Otte virksomheder er gengangere fra sidste år

Hillerød kan glæde sig over, at 23 lokale virksomheder er kåret som gazelle-virksomheder i 2020 af Dagbladet Børsen. Otte virksomheder er gengangere fra sidste år

Dagbladet Børsen har igen i år fundet virksomheder, der i løbet af de seneste fire regnskabsår har haft kontinuerlig vækst i omsætning eller bruttoresultat, og som samlet set har mere end fordoblet omsætningen eller bruttoresultatet i perioden.

I Hillerød er 23 virksomheder kåret som gazellevirksomhed i 2020. Det er det højeste antal lokale gazelle-virksomheder i de seneste år.

Hos erhvervsorganisationen C4 har direktøren for C4 Videncenter og Hillerød ByForum, Erik Helmer Pedersen, svært ved at få armene ned:

"Kåringerne er en stor anerkendelse af, at virksomhederne bidrager med jobskabelse og vækst til glæde og gavn for samfundet. 23 gazellevirksomheder i Hillerød er det højeste antal kåringer i Hillerød i flere år. Det viser, at der er mange virksomheder, der har formået at trodse Corona-krisen og andre forhindringer for at skabe vækst og nye arbejdspladser," udtaler han i en pressemeddelelse.

Fjerde år i træk

Ud af de 23 lokale Gazelle-virksomheder er otte kåret som gazellevirksomhed to år i træk.

To virksomheder, Malerfirmaet 10Kanten A/S og Sandgrav Solutions ApS, hiver titlen hjem for fjerde år og tredje år i træk. Sandgrav Solutions ApS er med en 48. plads med i Top-100 blandt Dagbladets Børsens i alt 1.894 gazellevirksomheder.

Inspirerer andre

Ifølge Erik Helmer Pedersen er gazellevirksomhederne med til at inspirere andre virksomheder i en svær tid, fordi de buldrer derudaf med vækst og omsætningsfremgang over al forventning, og både store og små virksomheder er blandt de lokale gazellevirksomheder.

"Gazellevirksomhederne og deres ejerledere inspirerer os alle i en svær tid, fordi de trodser forhindringer og udviser en særlig grad af ukuelighed. Det er nærmest som om, at de bliver stærkere, når de møder modstand," udtaler Erik Helmer Pedersen.

Erik Helmer Pedersen roser i øvrigt Copenhagen Business Hub - Erhvervshus Hovedstaden, der bl.a. har kontor i C4 Videncenter, og som tilbyder uvildig sparring og vejledning til virksomheder.

"Virksomhedsudviklerne i Copenhagen Business Hub - Erhvervshus Hovedstaden yder hver dag en fantastisk indsats med skræddersyet rådgivning. De har også ydet sparring og uvildig vejledning til 82 af Region Hovedstadens gazellevirksomheder og har haft 47 af virksomhederne i sparringsforløb," oplyser Erik Helmer Pedersen.

Dagbladet Børsen har siden 1995 kåret gazellevirksomheder. På landsplan er der i 2020 kåret 1.894 gazellevirksomheder. En gazelle er en virksomhed, som i løbet af fire regnskabsår hvert år har haft positiv vækst og samlet set mindst fordoblet omsætningen over de fire år. Hvis virksomheden ikke giver omsætning i sit regnskab, beregnes væksten på baggrund af bruttoresultatet.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...