Mehrdad Rahmian fra Kalundborg har pr. 15. oktober overtaget The Food Factory fra Ali Garossi. Fredag den 30. oktober kommer der nye skilte på facaden. Med det nye navn, Mayo, ændres forretningen samtidig til det sandwichbar-koncept, indehaver Mehrdad Rahmian allerede har succes med i Kalundborg og VestsjællandsCentret i Slagelse.
- Vi åbnede i Kalundborg i 2015 og i Slagelse i 2017. Nu glæder jeg mig til at servicere kunderne i Holbæk-området, siger Mehrdad Rahmian, som selv vil være i den nye Mayo, de første tre måneder. - Jeg beholder det nuværende personale, for de er både venlige og kompetente, siger den nye ejer.
Mehrdad Rahmian forklarer, at Mayo er en forkortelse af det engelske udtryk »may you enjoy«. - Det betyder, at kunderne skal nyde maden, og at vi gør os umage med at tilberede og servere den. Vi har ricebowl, salat, sandwich smoothie, milkshake, juice og kaffe og kage på menuen. I salatbaren er der 30 forskellige sunde ingredienser at vælge imellem, og man kan også få alle de klasssiske sandwich med frikadelle, roastbeef og ost og skinke, siger Mehrdad Rahmian, hvis egne favoritter er Club Sandwich, tun sandwich og hans egen kreation Barok Sandwich, som er med avokado, mozarella, kylling, tomat og pesto.
Mehrdad Rahmian vil foruden kunderne i forretningen på hjørnet af Ahlgade og Smedelundsgade satse på frokostaftaler med lokale virksomheder.
Det er muligt at bestille pr telefon, hvis man gerne vil passe lidt ekstra på i disse corona-tider.