Borup Kino genåbnet efter syv måneder

For første gang siden nedlukningen i marts er Borup Kino nu igen klar til at byde publikum indenfor til filmoplevelser i den gamle biografsal på Lindevej, som er blevet gennemrenoveret hen over sommeren.

For første gang siden nedlukningen i marts er Borup Kino nu igen klar til at byde publikum indenfor til filmoplevelser i den gamle biografsal på Lindevej, som er blevet gennemrenoveret hen over sommeren.

Det er efterhånden syv måneder siden, publikum sidst strømmede ud efter at have set en film i Borup Kino, men nu er der endelig igen film på lærredet i den gamle biografsal.

Biografen på Lindevej lukkede i forbindelse med corona- nedlukningen af Danmark tilbage i marts, men lørdag den 17. oktober rullede filmen Vores mand i Amerika med Ulrich Thomsen og Mikkel Boe Følsgaard over lærredet og afsluttede filmtørken i Borup.

Og rammerne for genåbningen var en gennemrenoveret biograf, for de frivillige bag biografen har brugt sommeren på en omfattende renovering af biografens gamle lokaler. Der er lagt nyt gulv i salen, der er indlagt gulvvarme og opsat ny beslysning, hele salen har fået en tur med malerpenslen, og så er der nye og blødere sæder klar til gæsterne.

De frivillige var samlet i forrige weekend for at sætte stolerækkerne op i biografen og gøre klar til genåbningen. De lagde ud lørdag klokken 10 med tre tætskrevne A4-sider fyldt med arbejdsopgaver, og Maria Brünner, der er formand for foreningen Borup Kino, glæder sig over kæmpe opbakning fra lokalsamfundet. Mange frivillige har givet en hjælpende hånd, og også det lokale erhvervsliv har bakket projektet op. Den lokale Spar-købmand sørgede for frokost til de frivillige i arbejdsweekenden, GH Form gav kage, og massør Lykke Vedsted fra Kropsmassage.nu gav skulder- og nakkemassage til de trætte frivillige sidst på dagen.

- Det er helt fantastisk, at vi nu er nået så langt. Vi har Danmarks bedste frivillige - uden dem var det ikke muligt, siger Maria Brünner, der glæder sig over at kunne genåbne den lokale biograf, selv om biografverdenen endnu ikke er blevet helt sig selv.

- Udvalget er stadig lidt spinkelt. Vi havde tænkt at åbne med den nye James Bond-film, men den er jo udskudt til næste år. Alligevel synes jeg, at det er lykkedes at sammensætte et godt program; primært med vægt på danske film, siger hun.

Åbner med halv kapacitet

Der er nøjagtig 52 billetter til salg til hver forestilling indtil videre, da biografen er nede på halv kapacitet på grund af coronabegræsningerne. Desuden er der sørget for håndsprit i rigelige mængder, og man har sørget for visirer og mundbind til de frivillige, der bemander biografen, fortæller Maria Brünner.

Søndag den 25. oktober er der en særlig oplevelse i vente i Borup Kino. I forbindelse med fremvisningen af Vores Mand i Amerika får man således besøg af både producer Jonas Frederiksen og instruktør Christina Rosendahl bag filmen, som efter forestillingen fortæller om filmen og tager imod spørgsmål fra publikum.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...