I 1985, to år efter Ringsteds daværende borgmester G. Møller Rasmussen tog det første spadestik til det nye boligområde Kildemarken i Ringsted, kom der en kiosk og grillbar, der i dag er berømmet for bøf og bonkammerateri.
Kiosken ligger der endnu, men har ændret sig med tiden og hedder i dag “Hos Morfar”, der fungerer som samlingssted og varmestue for beboere i området. Nu har Ringsted Kommune solgt matriklen, kiosken ligger på, og kioskens fremtid er usikker.
Sannes Kiosk
Det var malermester Jørgen Faurschou, Ringsted, der efter en lang proces med mange formaliteter åbnede “Sannes Kiosk” i det nye boligområde, der med stor hast skød op på en bar mark ved Køgevej.
- Vi startede på bar mark og havde lejet et stykke jord af kommunen med en kontrakt. Kiosken blev leveret færdigbygget, fortæller Jørgen Faurschou.
Dengang kunne man se kiosken fra Køgevej, for der var ingen træer.
Inden åbningen sagde G. Møller Rasmussen til Jørgen Faurschou, at han skyldte ham en tjeneste. Det fik kioskejeren til at spørge, om borgmesteren ville komme til åbningen af kiosken og klippe den røde snor. Det ville han gerne.
Det blev imidlertid ikke til noget, for inden åbningen havde der været kommunalvalg, hvor G. Møller Rasmussen mistede borgmesterposten. Derfor kom han ikke og klippede den røde snor, hvilket ærgrede Jørgen Faurschou.
Nok at se til
Det var Sanne, Jørgen Faurschous daværende kone, som drev kiosken med flere medhjælpere, for der var nok at se til.
- Der var ingen pizzeriaer dengang, så folk hentede grillmad, siger Jørgen Faurschou.
Der var i det hele taget ikke ret mange steder, man kunne hente færdigmad i 1980’erne.
Det var også før den tid, hvor supermarkederne holdt åbent om aftenen og om søndagen, så der blev også solgt kioskvarer som slik og cigaretter. Der også salg af vin, men ikke spiritus.
Da Sannes Kiosk åbnede i 1985, ville ejerne undgå, at den blev brugt som varmestue. Der var ingen siddepladser, så kunder, der ville spise maden på stedet, måtte stå op
I 1987 solgte Jørgen Faurschou kiosken. Siden er den blevet udvidet, men den ligger på samme plads, som da den åbnede i 1985.
Om der fortsat vil være kiosk i Kildemarken er uvist.
- Det er synd, hvis den skal lukke, mener Jørgen Faurschou.

