Gustav Juul går efter borgmesterposten for tredje gang

Mikkel Kjølby, Frederiksborg Amts Avis

På Venstres opstillingsmøde tirsdag aften blev Gustav Juul genvalgt som partiets borgmesterkandidat til kommunalvalget i 2021. Der var ingen modkandidat.

Formanden for den lokale vælgerforening Paul Thomsen havde indstillet Gustav Juul til borgmesterkandidaturet med ordene.

- I Gustav Juul har Venstre en borgmesterkandidat, som kan samarbejde både internt i partiet og med de andre partier i byrådet, senest er det lykkedes at komme med et samlet budgetudspil fra de borgerlige partier i valggruppe 2. Gustav er godt inde i sagerne i byrådet, og vi får med ham en borgmesterkandidat, der med stor rutine fortsat kan stå i spidsen for både arbejdet i byrådet og i den kommende valgkamp.

Gustav Juul kvitterede for tilliden.

- Tak til Venstres medlemmer for den tillid I igen har vist mig. Jeg vil sammen med byrådsgruppen fortsætte arbejdet og jeg glæder mig til, sammen med alle Venstres kandidater, at føre en god valgkamp op til kommunalvalget i 2021. Vi skal fortsætte de gode takter, komme med gode politikudspil både alene som parti, men i høj grad også sammen med andre partier i byrådet, som vil at Furesø Kommune skal udvikle sig i en god retning og blive et endnu mere skønt sted at bo, sagde Gustav Juul.

Gustav Juul blev valgt ind i byrådet ved valget i 2013, hvor han også var borgmesterkandidat efter kampafstemning med Nick Allentoft.

Venstre afholder opstillingsmøde for resten af kandidatholdet i foråret 2021.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...