De seneste år har et karaktergennemsnit over topkarakteren 12 været nødvendigt for at kunne studere på nogle af landets mest populære uddannelser.
I år er karakterkravene til de fleste af de videregående uddannelser dog faldet markant. Det viser tal fra årets studieoptag.
Det betyder, at det på ingen studier nu er nødvendigt at sprænge karakterskalaen for at blive optaget.
Studiet med det højeste karakterkrav er igen i år International Business på Copenhagen Business School. Vil man læse her, kræver det et karaktersnit på 11,3. Det er et fald fra 12,4 sidste år.
De lavere karakterkrav skyldes ifølge uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), at bonussen for at begynde hurtigt på et studie efter afslutning af en ungdomsuddannelse nu er afskaffet.
Bonussen betød, at unge, der startede på en videregående uddannelse senest to år efter, at de havde færdiggjort en gymnasial uddannelse, kunne gange deres karaktergennemsnit med 1,08.
- Når man optages på en videregående uddannelse, skal det handle om, hvad man kan, og ikke om man skynder sig hurtigt videre, siger hun i en kommentar.
Bonussen blev indført i 2009 for at få unge hurtigere i gang med en uddannelse.
Ane Halsboe-Jørgensen håber på, at de lavere karakterkrav kan fjerne en del af karakterpresset på ungdomsuddannelserne.
- Jeg hører fra mange unge, at de føler sig pressede af det massive fokus på at opnå høje karakterer, og det påvirker deres trivsel negativt, siger hun.
- Det kan den lavere karaktergrænse forhåbentlig være med til at flytte i den rigtige retning, lyder det fra ministeren.
Trods afskaffelsen af bonussen er det dog stadig muligt at få et gennemsnit, der er højere end 12, som ellers er den højeste karakter på skalaen.
Det skyldes, at unge, der har taget et ekstra A-fag, som er det højeste niveau på ungdomsuddannelserne, kan gange deres karaktersnit med 1,03.
Har man taget to ekstra A-fag, må man gange sit karaktergennemsnit med 1,06. Dermed kan man maksimalt få et gennemsnit på 12,7.
I år er tæt på 70.000 ansøgere blevet optaget på en videregående uddannelse. Det er det højeste antal nogensinde.
Tusindvis af unge vil dog også modtage en skuffende besked om, at de ikke er blevet optaget på et studie, da omkring 95.000 har søgt ind på en videregående uddannelse.

Efter flere år hvor mange af landets videregående uddannelser har oplevet et årligt hop i karakterkravet, er der i år ingen, som kræver et gennemsnit over topkarakteren 12.
Tværtimod er karakterkravet på mange uddannelser faldet, og det skyldes, at en bonus for hurtig studiestart, som har eksisteret siden 2009, er blevet afskaffet.
Det er dog stadig muligt for en studerende at opnå et gennemsnit på over 12.
Læs mere om, hvordan man kan give sit gennemsnit et ekstra nøk opad her:
* I dag er det muligt at ende med et gennemsnit på mere end 12, hvis man på en adgangsgivende uddannelse har afsluttet mere end fire fag på A-niveau.
* Har man gennemført fem fag på A-niveau kan man nemlig gange sit gennemsnit med 1,03.
* Har man afsluttet seks fag på A-niveau kan man gange sit gennemsnit med 1,06.
* Indtil i år var det ligeledes muligt at gange sit eksamensgennemsnit med 1,08, hvis man søgte om optagelse inden for to år, efter at man har afsluttet en adgangsgivende uddannelse.
* Muligheden er dog skrottet fra januar 2020, efter at alle Folketingets partier i 2018 besluttede at afskaffe ordningen.
* På grund af bonusmuligheder er det muligt at opnå et karaktergennemsnit på maksimalt 12,7. Før afskaffelsen af bonus for hurtig opstart kunne man nå helt op på 13,7.
Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet.
94.604 ansøgere får tirsdag at vide, om de er blevet optaget på drømmestudiet.
På omkring halvdelen af landets videregående uddannelser afgør ens karaktergennemsnit, om man kan optages.
Her er en liste over de uddannelser, der kræver et gennemsnit på 10,0 eller mere:
* International Business på Copenhagen Business School: 11,3.
* Cognitive Science, Aarhus Universitet: 11,0.
* International Business and Politics, Copenhagen Business School: 11,0.
* Molekylær biomedicin, Københavns Universitet: 11,0.
* Forsikringsmatematik, Københavns Universitet: 10,9.
* Psykologi, Københavns Universitet: 10,9.
* Arkitekt, Det Kongelige Danske Kunstakademi: 10,7.
* Kommunikation, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole: 10,7 (sommerstart).
* Psykologi, Aarhus Universitet: 10,6.
* Statskundskab, Københavns Universitet: 10,6.
* Jordemoder, Københavns Professionshøjskole: 10,6 (sommerstart).
* Medicin, Københavns Universitet: 10,6.
* Kommunikation, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole: 10,6 (vinterstart).
* Antropologi, Københavns Universitet: 10,4.
* Klinisk biomekanik, Syddansk Universitet: 10,4.
* Psykologi, Syddansk Universitet: 10,4.
* Antropologi, Aarhus Universitet: 10,3.
* Medicin, Syddansk Universitet: 10,3.
* Veterinærmedicin, Københavns Universitet: 10,3.
* Jordemoder, Københavns Professionshøjskole: 10,2 (vinterstart).
* Odontologi, Københavns Universitet: 10,2.
* Jordemoder, Professionshøjskolen University College Nordjylland: 10,2.
* Erhvervsøkonomi (Projektledelse), Copenhagen Business School: 10,1.
* Litteraturvidenskab, Københavns Universitet: 10,0.
* Medicin, Aalborg Universitet: 10,0.
Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet.