Der er sammenlagt 29 stigninger i henholdsvis kategori 2, kategori 1 og uden for kategori på ruten til Tour de France, der begynder lørdag.
Det ligner en rute, der favoriserer lette klatrere, eftersom løbet kun rummer 36 enkeltstartskilometer, og holdløbet denne gang er sløjfet.
Her er fem af de på papiret mest interessante etaper:
4. etape: Fra Sisteron til Orcières-Merlette. Bjergryttere og klassementhåb bliver tvunget tidligt i aktion. De første bjerge dukker op allerede på 2. etape, der dog næppe er hård nok til at gøre nogen særlig forskel. Til gengæld ligner 4. etape en ægte udfordring. Etapen er godt nok "kun" 160 kilometer lang, men den slutter med Tourens første bjergfinale op til skiområdet Orcières-Merlette.
8. etape: Fra Cazères-Sur-Garonne til Loudenvielle. Man spejder forgæves efter legendariske bjerge som Alpe d'Huez og Col du Tourmalet i dette Tour de France. Men på 8. etape i Pyrenæerne dukker der trods alt et par velkendte toppe op. Feltet skal over Col du Menté, Port de Balès og Col de Peyresourde, inden det går ned ad bakke mod målet i Loudenvielle.
15. etape: Fra Lyon til Grand Colombier: Afslutningen på løbets anden uge byder på knap 100 flade kilometer, hvorefter rytterne får mulighed for at køre sig til udmattelse på tre barske bjerge. Sidste opstigning til Grand Colombier er uden for kategori og 17 kilometer lang.
17. etape: Fra Grenoble til Col de la Loze. Tourruten indbefatter flere bjerge, som aldrig tidligere har været en del af Tour de France, og afslutningsstigningen på 17. etape ligner på forhånd den mest spektakulære. Først skal rytterne dog over klassikeren Col de la Madeleine, inden de efter nedkørslen når til foden af det nye bekendtskab, Col de la Loze. Stigningen er hele 21,5 kilometer lang og bringer feltet op i 2300 meters højde.
20. etape: Fra Lure til La Planche des Belles Filles. Her skal Tour de Frances endegyldigt afgøres dagen inden paradeetapen til Paris. Næstsidste etape er samtidig løbets eneste tidskørsel med 36 kilometers individuel enkeltstart. Efter 30 forholdsvis flade kilometer slutter det hele med opkørsel på den stejle La Planche des Belles Filles.
