10'erne: Da Odsherred kom på fode igen (1)

Den 1. januar 2012 var Odsherred Kommune ikke længere under statslig administration. Kommunen havde i tre år været frataget sin handlefrihed, efter at økonomien var løbet af sporet i storkommunens første år.

Når krøniken om Odsherred i 2010'erne engang skal skrives, vil et centralt spørgsmål være: Hvem kan man tildele æren for at have genoprettet kommunes økonomi?

Her falder det naturligt først at pege på Thomas Adel­skov (S), der den 1. januar 2010 havde afløst partifællen Finn Madsen på borgmesterkontoret. Thomas Adelskov understregede fra begyndelsen, at hans topprioritet var at få økonomisk balance i kommunen, og det kom der da også.

Borgerlige røster vil omvendt pege på, at det borgerlige byrådsflertal i efteråret 2009 havde skruet et stramt budgetforlig sammen, der for alvor rettede op på det økonomiske morads, som den socialdemokratisk ledede kommune var havnet i årene efter kommunefusionen i 2007.

Økonomistyring blev et helt central begreb i de første år i 10'erne. Thomas Adelskov og kommunaldirektør Lars Holte skulle opdrage politikerne til, at man ikke bare kunne tage af kassen, hvis der var brug for ekstrabevillinger.

Særligt ældre-området var svært at styre igennem hele årtiet, ikke mindst som følge af forskellige traditioner i den sammenlagte storkommune, men også her var der nogle succeshistorier - ikke mindst da Michael Kjeldgaard (S) var formand for social- og forebyggelsesudvalget, og da Bobjergcentret i 2013 blev indviet.

Den stærke udvalgsformand kunne godt sætte nogle markante fingeraftryk.

Morten Egeskov (V) var formand for miljø- og klimaudvalget 2013-2017 og fik for alvor sat cykelstier, trafiksikkerhed og ambitiøse lokalplaner på dagsordenen. Når lokalplanerne handlede om udviklingen af handelslivet, kom følelserne flere gange i kog. Rema 1000 fik lov til at etablere sig i Lumsås efter en del tovtrækning - for hvordan ville denne butik ikke påvirke handlen i Havnebyen, Højby og Nykøbing? Til gengæld måtte Netto ikke etablere sig i Fårevejle Kirkeby, da dette ifølge et politisk flertal ville gå ud over udvalgsvarebutikkerne i Asnæs. Adskillige af de mindre købmænd havde det svært i 10'erne og måtte opgive ævred, men antallet af dagligvarebutikker er fortsat stort i Odsherred. I 2015 slog Lidl sig således ned i Nykøbing, hvor Aldi og Fakta flyttede til større lokaler. Netto i Asnæs Centret udvidede i 2013 fra 600 til 800 kvadratmeter.

Geopark Odsherred blev i 2015 godkendt af Unesco. Parken var blev indviet i sommeren 2011 ved et arrangement på Dragsholm Slot. I flere år måtte geoparken lide under, at den var en meget ukonkret og svævende størrelse.

- Hvor er indgangen til geoparken, blev der spurgt med et skævt grin.

Men årene er gået, og geoparken har holdt årlige festivaler, en forsøgsmark er blevet indviet, naturen er blevet mere nærværende, og langsomt er der blevet lidt længere imellem de ironiske bemærkninger om geoparken, som i øvrigt ikke har manglet politisk bevågenhed.

Odsherred fortsatte i 10'erne sin vækst som turismekommune med flere gæster, en længere sommersæson, omsætningsrekorder og flere lokale jobs. I 2020 sagde manden bag turisme-indsatsen, Hans-Jørgen Olsen, farvel, og efter et års turismesamarbejde med andre kommuner, valgte byrådet i december i år at tage kontrollen over turismen tilbage. Infrastrukturen blev udbedret væsentligt, da motortrafikvejen åbnede i 2013. Dermed blev der sat punktum for en sag, som havde optaget politikerne i årtier.

Et par år senere kom så omfartsvejen ved Hønsinge, som trak en del af trafikken ud af Vig. Den kollektive trafik blev forbedret, da Odsherred-toget i 2010 gik over til halvtimesdrift, men flere buslinjer er blevet fjernet eller har fået færre afgange.

Læs anden del af historien om Odsherred i 10'erne i lørdagens udgave af Nordvestnyt.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...