Af Dorthe von Bülow, Snerlevej 5, Gentofte
Under emnet ’Støj på Borgen’ kommer Villabyerne i deres nytårsinterview med Gentofte borgmester Michael Fenger ind på problemerne med den sundhedsskadelige støj fra Helsingørmotorvejen. Tilslutningen til det borgerforslag, borgmesteren fremsatte i oktober sammen med andre borgmestre fra bl.a. Hovedstadsområdet, har desværre fået meget lidt omtale. Det gælder sociale som andre medier.
Det er mit indtryk, at de færreste borgere har opdaget dette væsentlige initiativ. Forslaget har til dato fået 3.858 stemmer, heriblandt min, men der er lang vej til de 50.000 stemmer i april, der skal til for, at forslaget bliver behandlet i Folketinget.
Så min nytårsopfordring til alle borgere i Gentofte og øvrige berørte kommuner er, at de bidrager til støjen på Borgen ved at underskrive det fremlagte Borgerforslag ”Beboere langs statens veje skal beskyttes mod sundhedsskadelig trafikstøj”.
De få underskrifter fra borgere i Hovedstadsområdet og det øvrige land er ikke udtryk for, at støjen fra motorvejene ikke bekymrer borgerne og ikke er voldsomt generende og ødelæggende for helbred og livskvalitet.
Vi taler om tusinder af borgere alene i Gentofte. Støjen rammer især beboerne i det geografisk langstrakte nærområde til motorvejen. Men også alle de borgere, der dagligt færdes i området, på supercykelstier og cykelstier, på legepladser og de grønne arealer rundt om Gentofte Sø. Naturen trives tilsyneladende godt trods støj og luftforurening fra motorvejen, idet DOF og DN alene i 2023 har registreret 97 nye arter i området.
Borgmesteren har sammen med kommunalbestyrelsen og Gentofte Kommunes forvaltninger med en række initiativer og borgerinddragelse vist, at bekæmpelse af støj fra motorvejen og kommunale veje har en meget høj prioritet i Gentofte.
Vi skulle nødig ende med en situation, hvor Borgens politikere får det indtryk, at borgerne i byområderne belastet af støj og luftforurening fra statens motorveje er helt ligeglade.
Har du et tip eller input til vores indhold? Så kontakt mig her: kathrine.albrechtsen@sn.dk / tlf. 2618 3326