For Dennis Knudsen er sagen afsluttet. Dommen på 40 dages betinget fængslet faldt i december, kørekortet er mistet og regningen på over en halv million for den konfiskerede bil er betalt. Nu kan den sorte Audi Q7 blive din.
Det sker, når Haderslev Auktioner den 8. februar lader hammeren falde til det højeste bud.
Selv oplyser Dennis Knudsen til Ekstra Bladet, at han er ligeglad med, hvad bilen bliver solgt for. For ham er episoden et lukket kapitel.
Alligevel har han gjort sig nogle tanker om de mange penge, som episoden endte med at koste ham.
Se videoen: Her stopper Dennis Knudsens famøse færgetur
- Men jeg kan da godt tænke, at jeg skulle have kørt i en gammel spand til 20.000 kroner. Straffen havde været den samme, men jeg var ikke blevet en halv million kroner fattigere, siger han til Ekstra Bladet.
Regningen endte på 535.000 kroner til det leasingselskab, der ejede hans bil.
Skal bilen være din?
Der er tale om en Audi Q7 3,0 Tdi Quattro Aut. Hybrid (2020), som har kørt 41.000 kilometer. Det er muligt at besigtige bilen i tidsrummet 15.00 til 17.30 forud for auktionen i Haderslev, hvis man skulle være interesseret.
Ifølge Ekstra Bladet forventer auktionshuset, at bilens hammerslag vil falde på et beløb mellem 400.000 kroner og 450.000 kroner.
Har du en kommentar eller et nyt perspektiv til denne artikel, et konkret tip om en helt anden historie eller noget i din hverdag i vores kommune, som du undrer dig over?
Så vil jeg meget gerne høre fra dig.
Du kan kontakte mig på emilie.haumann@sn.dk eller redaktionen på Redaktion-Slagelse@sn.dk.