Der er vel næppe nogen i dette land, der har set så mange skuespiller uden tøj på som Ulla Houmann, der i fem år var kostumier på Matador. Men hvis man tror, at man kan få hende til at fortælle lidt saftige historier fra tiden på Nordisk Film, så må man tro om igen.

"Jeg har set og hørt meget, men jeg har tavshedspligt og går i graven med historierne," siger den nu pensionerede Ulla Houmann, der bor i Vedbæk.

Det er derfor komplet umuligt at får at vide, hvem der var lettest at klæde på, hvem der flirtede med hvem, og hvem eller hvilken skespiller, der var helt umulig at omgås. Hvis altså en sådan fandtes.

Til gengæld øser hun gerne hun af alle de positive oplevelser, hun har haft med at lave tøj til de fleste af aktørerne i samtlige 24 afsnit af Matador.

En person vil hun dog godt fremhæve. Og det er Ghita Nørby.

"Jeg kan godt fortælle dig, at Ghita var helt vidunderlig og en pragtfuld kvinde, der udlukkende sendte roser omkring, hvor hun gik. Hun var pragtfuld. Og i det hele taget havde hele holdet det så godt med hinanden, at vi græd, da vi skulle sige farvel," siger Ulla Houmann.

Maud ser hammer godt ud

I 30 har har Ulla Houmann rejst land og rige rundt og holdt foredrag om Matador, men turene på landevejene lagde hun på hylden for et par måneder siden, da hun passerede de 80 år.

Tiden herefter har givet hende mulighed for at færdiggøre bogen 'Da jeg klædte Matador på', som hun har arbejdet på i ti år.

Og den er spækket med anekdoter og foto og skal nok være guf for de mange, der bare ikke kan få nok af at dykke ned i Matadors univers.

"Maud havde mange sjove ting i sin gardarobe og meget spændende tøj. Hun ser jo hammer godt ud. Den lyserøde blondekjole, som hun har på i første afsnit, var noget af det sværeste, jeg har syet. Blonden var så ældgammel, at den satte sig ind i symaskinen, så den gik i stykker. Derfor måtte vi sy den i hånden. Blonderne var nogle, som Ulla Britt (Søderlund, red) havde.

Den kjole, jeg var mest vild med, er den røde, Maud har på, da hun kommer hjem fra Paris," siger Ulla Houmann.

Gitte Grå/Susse Wold var ifølge Ulla Houmann også spændende at klæde på.

Det samme gælder for tanterne Møhge. Men af helt andre grunde.

"De var hylende skægge at klæde på, og vi grinede, når jeg klædte Karen Berg på. Hun var helt rædselsfuldt klædt."

Men det var ikke blot glimmer, glitter og skønne kvinder, der fascinerede hende som syerske og kostumier.

"Det var spændende at klæde Holger, ham skurken, der havde været gift med Ingeborg, på. Han skulle være snavset og ulækker at se på. Det kan jeg godt lide," siger Ulla Houmann, der er vant til at klæde skurke på. Hun har nemlig også samarbejdet med Erik Balling på Olsen Banden-filmene.

"Alt lykkedes, og det skal det, når man arbejdede under Balling. Tingene skulle bare være i orden. Vi havde så travlt, og det var kæft, trit og retning, men bagefter var det sjovt. Det er ligesom at have været soldat. Mens man er i det, er det hårdt, men bagefter er det sjovt," siger hun.

Udstillet på Boltinggaard

Inspirationen til tøjet blev blandt andet hentet fra gamle udgaver af ugebladene Familie Journalen og Tidens Kvinder.

Lise Nørgaard var naturligvis også ind over tøjet, og hun lagde ifølge Ulla Haumann vejen forbi optagelserne en gang om ugen.

"Hun kom ofte med nogle bemærkninger, men var som regle meget begejstret for vores tøj. Ulla Britt var jo heller ikke nogen hvemsomhelst. Hun havde fået en Oscar for de kostumer, hun havde lavet til filmen Barry London, og så havde hun også blandt andet lavet tøj til filmene Hærværk og Den Korte Sommer," fortæller Ulla Houmann, der også retter en stor ros til de andre hjælpere, der var på settet.

Tøjet kan man i dag se på Boltinggaard, der huser Skandinaviens største originale periodiske samling af kostumer fra slut 1700-tallet frem til 1990'erne. Og man kan leje det.

Det er også her, at man blandt andet se den legendariske pels, som både Ingeborg og Maud bærer.

"Pelsen var også spændende at sy og blev lidt af et mesterværk. Men den er filmsyet og kan ikke bruges rigtigt, for den er hverken varm eller syet ordentligt. Og sådan er det med meget af tøjet, der ville gå i stykker, hvis man skulle bruge det rigtigt," siger hun.

På Nordisk Film havde Ulla Houmann et rum på cirka 16 kvadratmeter stop fyldt med tøj.

"De var min opgave at holde styr på alt tøjet. Der kunne gå lang tid mellem optagelserne, og så var det jo vigtigt at huske, hvad hver især havde på, så de fik det rigtige på igen," siger hun.

Ny Matador er grim

Ulla Houmann glæder sig naturligvis til over at se sin bog på tryk. Bogen har hun udgivet for forlaget Historia. Hun har desuden fået hjælpe fra sin søn, Niels Dencker, der bor i Sorgenfri, og som er fotograf.

"Han har været med til at udvælge billeder og til at kigge på billedserien samme med Historia for at vurdere, hvordan billederne bliver bedst i de rette farver," siger Ulla, der er meget glad for resultatet.

Til gengæld er hun ikke glad for Matador-serien, efter at den har været igennem den seneste redigering.

"Den nye version er forkert og grim i farverne og passer ikke ind i tiden. Vi fik at vide, at DR ikke havde råd til at gøre det ordentligt. Jeg har den gamle på dvd, og den nye vil jeg ikke se. Jeg er så vred. Det ødelægger hele historien. I sin tid, da vi lavede serien, filmede vi stofferne, inden vi syede for at se, hvordan de virkede på film, og da de så gik hen og lavede det om, så har de ødelagt en hel historie. Det er jeg vred over," siger Ulla Houmann, der kort efter optagelserne til Matador stoppede på Nordisk Film.

"Jeg har været vanvittigt heldig, fordi jeg har fået lov til at gøre det. Jeg startede med at arbejde, da jeg var 12 år og gik med morgenmælk på Østerbro. Nu holder jeg fri," siger hun.

"...da de så gik hen og lavede det om, så har de ødelagt en hel historie. Det er jeg vred over"