Alle arbejder frivilligt i Kirkens Korshærs butik på Stejlhøj, og hele overskuddet går til at støtte samfundets mest udsatte - hjemløse og fattige i Danmark. Derfor er der brug for alle de penge, der bliver solgt varer for i den store genbrugsbutik.
Men i stigende grad bruger de frivillige nu tid, energi og penge på at fjerne det skidt og ragelse, som bliver placeret ved butikkens indgangsdør og omme bagved ved butikkens affaldsrum.
- Og der kommer mere og mere af den slags. Samtidig med at der blev stillet krav om bedre sortering af ens affald på genbrugspladsen, så begyndte folk at aflevere deres ting hos os, udenfor vores åbningstid. Vi vil naturligvis gerne have nogle effekter, men det skal jo være ting, som vi kan sælge videre. Det giver jo ingen mening, at vi skal står og sortere i de kasser, som folk dumper hos os, og så er det måske kun en tredjedel, vi kan bruge. Resten afleverer vi på genbrugspladsen, og det skal vi betale 300 kroner for hver gang, fortæller en fortørnet daglig leder af genbrugsbutikken, Peter S. Christensen.
En dag stod der 16 bøtter med malingrester foran butikkens indgangsparti. Man går lidt og overvejer, om der skal laves videoovervågning ved butikken.
- Vi har også måtte lukke vores tøjcontainer - midlertidigt. Folk er begyndt at smide rådden frugt og andet op i containeren. Vi har også oplevet, at folk afleverer stegepander fyldt med fedt med en gryde ovenpå.
- Jeg vil da gerne tale med de personer, der afleverer deres effekter hos os og efterfølgende kører deres vej, siger Peter S. Shristensen. Han tror, de måske har de brug for at få en forklaring på, hvordan man arbejder i en genbrugsbutik og hvilke effekter og i hvilken stand, de skal være, for at de er interessante for butikken.
Peter S. Christensen fortæller, at man nu er begyndt at sige nej tak til mørkbejdsede reoler, afsyrede egetræsmøbler, sofaborde i marmor, ligesom butikken heller ikke er interesseret i klaverer.
- Disse ting er ikke til at sælge, og så er de meget tunge at håndtere. Husk på vi er ældre mennesker. Jeg er den yngste, fortæller Peter S. Christensen, som er 63 år.
Omsætningmæssigt får det strygende for Kirkens Korshær, som i juli omsatte for næsten 183.000 kroner. Det er omsætningsrekord for butikken og et plus på 82,1 pct. i forhold til året før.
Også juni var rigtig fin med et plus på knap 70 pct.
- Jeg tror, det hænger sammen med, at alle loppemarkeder har været lukkede under coronakrisen, og så er kunderne kommet til os for at finde de varer, de ledte efter.
Kirkens Korshær på Stejlhøj var coronalukket i otte uger, og omsatte derfor ikke for en krone i hele april og havde en stor omsætningsnedgang i marts og en mindre en af slagsen i maj efter at butikken åbnede igen 11. maj.
For at kunne holde en så stor butik i gang kræver det en masse frivillige hænder. Dem er der hårdt brug for i butikken, hvor man leder med lys og lygte efter flere, som brænder for det og har lyst til at være en del af fællesskabet i butikken, hvor man skal kunne klare en vagt på op til 5,5 timer.
Interesserede kan bare henvende sig i butikken.
- Vi har også brug for stærke mænd, der kan hjælpe med at hente effekter. Vi har iøvrigt leaset en ny varevogn, fortæller Peter S. Christensen, som både er daglig leder og kasserer i butikken. Det har han været de seneste otte år.
Hovedkontoret betaler leasingaftalen, mens Kalundborg-afdelingen står for driften af varevognen, der kører ud og henter effekter hos folk - vel og mærke effekter, der kan sælges videre og på den måde skaffe økonomisk hjælp til samfundets mest udsatte.