Varehuschef i Føtex i Holbæk, Lene Lauritzen, kunne for nylig byde kunderne indenfor i en helt ny bagerafdeling, i området til venstre for indgangen.
Lige som i den 'gamle' bagerforretning er her tre kasseapparater og siddepladser, hvor man kan nyde en kop kaffe og et stykke kage. Her er også det samme gode sortiment, kunderne kender. Den største forskel er der nye lækre butiksinventar og den ekstra plads til både kunder og bagværk.
Bagerafdelingen har med flytningen fået meget mere plads at brede sig på, hele 90 kvadratmeter.
- Nu er der meget bedre plads til kagerne i både montrerne og de nye vinduer, vi har fået ud mod gaden. Det er dejligt, når der er liv i facaderne i bybilledet, og med de nye vindueshylder får vi samtidig mulighed for at præsentere vores dagstilbud, forklarer Lene Lauritzen.
Alt inventaret er nyt - også ovnene - og der er kommet en ekstra ovn til fastfood, så pølsehorn og pizzastykker kan serveres lækre og lune.
- Jeg tror, at alt er nyt - undtagen lige vores rugbrødsskærer. Personalet har glædet sig til at tage det hele i brug og flytte ind i de nye rammer, siger Lene Lauritzen.
Det er planen, at væggen fra bagerafdelingen indtil resten af forretning bliver revet ned, og at kundeservice flyttes, så disken ligger i forlængelse af bageren.
- Det vil give en god sammenhæng, at vi kan betjene kunderne begge steder, siger Lene Lauritzen, der også kan afsløre, at der inden længe kommer et apoteksudsalg i samme område.