Stort fyrværkeri-kup i nat: 23-årig mand anholdt efter GPS-sporing

En 23-årig mand fra Gislinge er natten til tirsdag blevet anholdt efter et større tyveri af fyrværkeri fra en container hos XL-Byg Meredin på Spånnebæk i Holbæk.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi, der fik anmeldelsen fra byggemarkedet kort før klokken tre, er der stjålet knapt to ton fyrværkeri inklusiv papemballage. Mængden af eksplosivstof - den såkaldte NEM-værdi - kunne politiet ikke oplyse tirsdag morgen.

Det var et vagtfirma, der klokken 2.42 natten til tirsdag konstaterede, at en container til opbevaring af fyrværkeri var brudt op, og at der var fjernet fyrværkeri fra containeren.

- Tyveri af fyrværkeri på denne årstid er desværre ikke er et helt ukendt fænomen. For at komme det til livs havde byggemarkedet gemt en GPS-sporingsenhed på noget af fyrværkeriet, og derfor kunne en medarbejder hurtigt konstatere, at GPS-enheden var blevet aktiveret og give de oplysninger videre til politiet, fortæller Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.

GPS-sporingen førte politiet til en adresse i Gislinge-området. Ved en ransagning fandt man det stjålne fyrværkeri fra XL-Byg Meredin i Holbæk.

Martin Bjerregaard ville tirsdag morgen ikke oplyse, om den 23-årige mand bor på adressen, men han blev i hvert fald anholdt og sigtet for fyrværkeri-tyveriet. Det skete klokken 4.15.

Tirsdag morgen var han stadig i politiets varetægt, mens efterforskningen var i fuld gang.

- Vi skal blandt andet forsøge at finde ud af, hvordan de knapt to tons fyrværkeri er blevet transporteret fra Holbæk til Gislinge. Jeg kan ikke sige, hvor meget den mængde fylder, og om det er transporteret i en varebil, eller om man har skullet bruge en lastbil. Vi skal også prøve at klarlægge, om der eventuelt har været andre personer end den mistænkte 23-årige involveret, siger Martin Bjerregaard.

Et andet aspekt er, hvor stor NEM-værdien (netto eksplosivstof mængde) er på den stjålne fyrværkeri. Det kan have betydning for, om politiet vil sigte den 23-årige mand efter straffelovens paragraf 252 om at udsætte andre menneskers liv eller førlighed for fare.

Det er tilladt for almindelige borgere at transportere og opbevare fyrværkeri svarende til maksimalt fem kilo NEM. Mængden skal fremgå af fyrværkeriet

Klokken 10.40 oplyste Martin Bjerregaard, at anklagemyndigheden ikke har fundet grundlag for at begære den 23-årige varetægtsfængslet. Han vil derfor blive løsladt i løbet af tirsdagen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...