Betydelig kortere ventetid og bedre kundeservice... Hørsholm Apoteks nye millioninvestering - en kæmpe medicinrobot - skal fra på mandag 31. august kl. 10 stå sin prøve, når dørene slås op til et topmoderne apotek på ny lokalitet på centertorvet i Hørsholm Midtpunkt ved siden af Kringlebageren.
Efter 48 år er det farvel til Apotekertorvet ved springvandet.
Peter Øelund, apoteksejer, glæder sig meget, men er også spændt. For der er jo tale om en ny tidsalder, hvor al medicinstyring og håndtering klares af den 9 meter lange og 3½ meter høje robot, som den tyske leverandør kom med i 2.000 dele, samlede og monterede på stedet i løbet af tre dage tilbage i juli.
"Apoteket er indrettet som et af de mest moderne apoteker i Danmark," erklærer Peter Øelund.
Henter på otte sekunder
Robotten, som har fået navnet R.I.T.A og er opkaldt efter en af apotekets trofaste medarbejdere, kan håndtere over 20.000 forskellige lægemidler og dagligt klare over 1.000 ekspeditioner. Det dobbelte af, hvad apoteket har ekspeditioner i dag.
Det helt afgørende parameter er hurtigheden, som R.I.T.A kan gennemføre medicinudleveringen på. Fra det øjeblik apoteksassistenten beder robotten om at finde en medicin til den er pakket og kommer ud af robotten går der bare otte sekunder.
I dag bruger medarbejderne i snit 2½ minut for hver medicinpakning. Det er både tidskrævende, men betyder også, at medarbejderen er væk fra kunden i 90 procent af tiden.
Må maks tage fem minutter
Den tid kan vi fremover bruge på at rådgive og informere kunden, mens robotten henter varerne," oplyser apotekets souschef og cand.pharm Alexander Wiberg-Hansen, der har stået for tilrettelæggelsen og organiseringen af den store flytning.
"Vores mål er, at kunden skal være ekspederet, rådgivet og have fået udleveret deres medicin på maksimum fem minutter," siger han til Ugebladet.
Hørsholm Apotek har investeret omkring to millioner kroner i robotten, men det kommer ikke til at betyde færre ansatte, bedyrer souschefen.
R.I.T.A sørger tilmed for automatisk lagerstatus og fortæller, hvornår der skal bestilles medicin og lægemidler, ligesom den optimerer beholdningen og placerer det mest solgte og billigste medicin, så den hurtigst muligt kan få fat på det.
Dropper officiel åbning
Udover en kæmperobotten, som det er muligt at kigge ind i gennem et vindue, har det nye Hørsholm Apotek også et kliniklokale, hvor patienter kan nyde godt af personalets kompetencer indenfor vaccination, medicinsamtaler og anden faglig rådgivning om medicinens anvendelse, samt en udvidet håndkøbskasse, hvor man kan købe alle andre varer end medicin uden at skulle trække nummer til receptmedicinudleveringen.
På førstesalen er der indrettet kontor, personale-, møde- og undervisningsfaciliteter.
"Vi havde planlagt en stor officiel åbning med musik, servering og måske borgmesteren, som klippede snoren, men det har vi måttet droppe i disse coronatider," oplyser apoteksejer Peter Øelund og tilføjer, at der i løbet af den første åbningsuge vil være masser af gode tilbud til apotekets kunder og lidt sødt til ganen for dem, som har lyst til at kigge forbi.
Ændrede åbningstider
Hørsholm Apotek ændrer også åbningstider, så det matcher Hørsholm Midtpunkts åbningstider, dog undtaget søndag, hvor der er lukket.
"Det vil sige, at vi åbner kl. 10 og først lukker kl. 19 i hverdagen. Det giver gode muligheder for at komme på apoteket efter arbejdstid. Man kan sige, at vi nu er et delvist vagtapotek," siger souschef Alexander Wiberg-Hansen.
Har man brug for at indløse recept før kl. 10, har Kongevejens Apotek og Rungsteds Apotek åbent fra kl. 9.30 samt Egevangens Apotek i Kokkedal fra kl. 9.

Apoteksrobotten R.I.T.A - opkaldt efter en af apotekets trofaste medarbejdere - kan håndtere over 20.000 forskellige lægemidler og dagligt klare over 1.000 ekspeditioner. Fra det øjeblik apoteksassistenten beder robotten om at finde en medicin til den er pakket og kommer ud af robotten går der bare otte sekunder.

Nu er apotekets robot R.I.T.A i drift, og inventaret på plads, så det nye Hørsholm Apotek kan åbne på mandag i nye omgivelser i Midtpunkt. Her scannes medicinen af robottens computer, inden pakkerne lægges på en hylde.