Verden åbner sig. Lyset for enden af tunnelen skærer i øjnene, og brølet fra de mange, mange tusinde tilskuere rejser sig.

»DENMARK,« lyder det lidt skrattende ud af højtaleranlægget. Men lige præcis det »DENMARK« vækker stadig stærke følelser i Judith Lyster her mange år efter. Højttaleren stod på det olympiske stadion i Montreal. Året var 1976, og den dengang 25-årige roer fra Roskilde var efter megen debat blevet valgt som fanebærer for det danske OL-hold. Det var første gang, at en kvinde bar Dannebrog ind på et olympisk stadion.

Den danske stab havde flere gange været samlet for at finde ud af, hvem der skulle være fanebærer, og årets »chef de mission« blev kritiseret stærkt i den danske formiddagspresse for ikke at ville slippe navnet ud.

- Jeg tror ikke, de kunne blive enige, griner Judith Lyster.

En ære

Men så en aften, midt under aftensmaden, blev Judith Lyster hevet til side af en af de kvindelige ledere.

- Jeg glemmer aldrig de ord, hun sagde. »Vil du gøre Danmark den ære at bære Dannebrog til indmarchen?« Sådan sagde hun, og jeg glemmer det aldrig. På det tidspunkt tænkte jeg ikke så meget over det. Fuldstændig uanfægtet sagde jeg ja, uden at vide hvad det bragte med sig af journalister og fotografer, fortæller Judith Lyster til DAGBLADET Roskilde.

Judith Lyster fik at vide, at valget faldt på hende, fordi hun var høj, nordisk, kvinde, og fordi hun lignede en gymnast.

- Det sidste ved jeg nu ikke, fortæller hun omgivet af billeder og avisudklip, som er blevet lidt gule i kanten efter at have været gemt i 32 år.

Til kønstest: Ved siden af sad et barn, som skulle testes

Blandt avisklippene ligger også et id-kort. Faktisk er det ikke et id-kort. Det ligner det kun.

- Du kan vel godt kalde det et id-kort. Det er min dokumentation på, at jeg er kvinde. En kønstest. Sådan en fik alle kvinder lavet ved OL. Det foregik med en vatpind og lidt spyt. Jeg var sjovt nok meget, meget nervøs for resultatet af den test, husker Judith Lyster.

Et andet af de øjeblikke, som har frosset sig fast på nethinden hos den nu 56-årige kvinde, er faktisk fra kønstesten.

- Samtidig med os skulle de rumænske gymnaster testes, og ved siden af os sad 14-årige Nadia Comaneci. Jeg husker, at hun sad der og krammede sin bamse, som kun et barn kan kramme en bamse. Hun skulle også kønstestes.

Det er mit flag

Tilbage ved åbningsceremonien var bekymringerne mere på, at om fanen var så tung, at hun ville tabe den. Men den var faktisk forbløffende let.

- Så skulle jeg også hilse med fanen på Dronning Elizabeth, hun åbnede legene. Alt i alt bar jeg vel rundt på fanen i fire-fem timer. Men det gik fint.

Judith Lyster kan ikke huske, hvem der fortalte hende det. Men hun var overbevist om, at hun måtte beholde flaget, når udmarchen var overstået.

- Da vi var ude af stadion, kom der en official og ville have mit flag. Men det var mit flag, så jeg hev i den ene ende og han i den anden, indtil jeg fik at vide, at det skulle bruges til afslutningen. Så måtte jeg skuffet aflevere. Jeg ville rigtig, rigtig gerne have haft det flag.

Udtagelse: Sådan gjorde man ikke dengang, men vi gjorde

At Judith Lyster overhovedet kom med til OL er lidt af et under. Det var nemlig kun 22 dage før OL, at hun fik den endelige besked.

De fire i den olympiske både roede nemlig alle single sculler, indtil kaproernes formand Gunnar Åby fik den ide at sætte dem sammen tidligt i 1975. Dengang var det uhørt at »samle« en båd. Man kom til OL som klubhold.

- Vi vandt vores første konkurrence, og det vakte vild opstandelse. Vi måtte derfor stille op i både Duisburg, Luzern og til forårsregattaen på Bagsværd Sø. Vi vandt det hele og bankede den båd, som havde regnet med at skulle med til OL.

Billetten til OL ødelagde Judith Lysters sommerferie det år. Den skulle sjovt nok have gået til Montreal for at følge OL, som turist.

Judith Lyster husker ud over sin egen deltagelse klarest, da finske Lasse Virén vandt både 5 og 10-kilometer løb.

- Han var jo en af de kendte. Vi jublede ret vildt, da han vandt på trods af, at han »kun« var finne.

Sport og politik

At sport og politik hænger sammen benægter Judith Lyster ikke. Men hun er ikke meget for at snakke om emnet.

Til OL i 1976, forklarede hun altid journalisterne inden et interview, at hun ville stoppe interviewet, hvis der blev spurgt til den politiske situation.

Der var meget politik med i 1976. Der var en stor gruppe afrikanske lande, som boykottede legene, fordi New Zealand ikke blev smidt ud, fordi deres rugbyhold havde spillet i Sydafrika.

- Vi så ikke så meget til det. Men da vi ankom i lufthavnen, stod der en stor gruppe afrikanske atleter, som var på vej hjem. Det var meget underligt at se.

Artiklen her er et interview foretaget med Judith Lyster som den del af en OL-serie bragt i DAGBLADET Roskilde op til de seneste tre OL.