Yderligere 450 husstande og virksomheder i Hillerød Kommune får nu tilbud om tilslutning til en fiberforbindelse fra TDC NET.
TDC NET fortsætter nemlig udrulningen af fibernet, som nu kommer ud til de 450 nye adresser i Ny Hammersholt.
Med de nye adresser udvides udrulningen i Hillerød Kommune til at omfatte omkring 8.900 adresser i alt.
Stigning i efterspørgslen
"I området i Ny Hammersholt er bredbåndsmulighederne præget af forbindelser på kobbernetværket, hvor de tilgængelige hastigheder er begrænsede. Vi oplever en stor stigning i efterspørgslen efter højhastighedsbredbånd, og med en fibertilslutning opnår man den bedst mulige fremtidssikring af internetforbindelsen," udtaler Henrik Leu Christiansen, som er leder af fiberudrulning hos TDC, i en pressemeddelelse.
Installationer er gratis
Husstande og virksomheder i de nye områder kan fra i dag bestille tilslutningen på www.tdcnet.dk/fiber.
Takker man ja, bliver adressen tilsluttet TDC NETs fibernet, og de nødvendige installationer vil blive udført uden beregning.
Efterfølgende skal man købe et abonnement hos en udbyder efter eget valg hvis man vil gøre brug af fibernetforbindelsen.
Man kan også få udført den gratis tilslutning uden at tegne abonnement.
1.000 Mbit/s
Med en tilslutning til fibernet er det muligt at opnå downloadhastigheder på op til 1.000 Mbit/s, og i fremtiden vil hastighederne kunne blive endnu højere. Hvilke hastigheder, der er mulige på den enkelte adresse, afhænger dog altid af udbuddet hos de tilgængelige bredbåndsudbydere, oplyser TDC Net.
Mdt