”Jeg føler mig så beæret, når jeg våger,” siger Trine, der har været frivillig i Røde Kors Vågetjeneste i år, hvor coronaepidemien desværre har sat en stopper for de fleste af vågetimerne.
”Det startede ved, at jeg havde en veninde, hvis mor lå indlagt og var døende. Min veninde havde ikke mulighed for selv at være der, og da jeg alligevel havde efterårsferie, besluttede jeg, at bruge den ved hendes side,” forklarer Trine.
Timerne sammen med venindens mor fik hende til at tænke på, hvor afhængig man egentlig er af andre mennesker, når man går ind i den terminale fase.
”Og ikke mindst hvor ensomt det er at skulle dø, uanset om der er pårørende til stede eller ej,” siger Trine.
De ved, vi er der
De fleste besøg hun har haft er på plejehjem, men det hænder også, at hjemmeplejen ringer efter Vågetjenesten og de frivillige så kommer hjem i private hjem.
”Nogle gange er der pårørende, når man kommer, som kan fortælle lidt om den døende og ellers er plejepersonalet gode til lige at fortælle lidt, inden man træder ind,” siger hun og fortsætter:
”De kan også fortælle om den døende har brug for, at man holder i hånden, eller om de helst vil undgå direkte kropskontakt. Som oftest ligger den døende blot og sover stille og roligt, men jeg er stadig ikke i tvivl om, at de registrerer, når vi er der og at det gør dem mere trygge.
Overvældende omsorg
De frivillige vågekoner er ikke pårørende, men på en eller anden måde synes de selv, at de knytter et bånd til dem fortæller Trine.
”Selvom jeg som oftest ikke kommunikerer med dem, fordi de sover så tungt. Det er dét, der gør denne form for frivilligt arbejde så specielt og unikt. Den overvældende omsorg, der vælter op i en hver gang. Mange spørger om det ikke er uhyggeligt, men det er det faktisk slet ikke. Det er nærmere fredfyldt og smukt, Og det jeg næsten synes er endnu mere fantastisk er, at alle kan være med,” understreger hun og tilføjer hurtigt:
”I vores vågegruppe er vi fra start tyverne til slut firserne. Det kræver blot en hånd og noget nærvær. Den eneste ulempe er, at det som oftest foregår om natten. Det kan godt være hårdt, hvis man skal op og på arbejde næste dag. Omvendt – så rider man på glæden af at have kunne give et andet menneske nogle trygge sidste timer.”
Glemmer det aldrig
Hun husker især én vågeopgave.
”En af de vagter jeg særligt husker, var en kvinde på knapt 100 år, som lå for døden. Jeg havde våget ved hende i to dage og dag to var onsdag den 11. marts. Jeg husker at jeg sad ved hende, med statsministerens pressemeddelelse svagt i baggrunden. Og pludselig lukkede Danmark ned på grund af corona. Det var sådan en underlig følelse, fordi jeg bare kunne fornemme hvordan Danmark panikkede derude, imens jeg sad stille med denne gamle dame og sagde; ’Ved du hvad, nu lukker de Danmark ned. Jeg kan godt forstå hvis du vælger at give slip nu’.”
”Og det gjorde hun så. Lige der midt i pressemeddelelsen kunne jeg pludselig mærke, at det var tid at slukke og få sendt hende godt afsted. Den dag står for mig som noget ganske særligt.”
