Under 1000 blev bekræftet smittet med lyntest lørdag

944 blev bekræftet smittet med lyntest lørdag. Der er plads ved testcentrene, melder privat testudbyder.

944 blev bekræftet smittet med lyntest lørdag. Der er plads ved testcentrene, melder privat testudbyder.

Der er blevet længere mellem de positive svar på statsbetalte lyntest nu end for godt en uge siden.

Lørdag blev der foretaget 37.998 lyntest, som fandt 944 smittede. Det svarer til 2,48 procent af de testede.

Det viser tal fra Falck, SOS International, Copenhagen Medical og Carelink, der har indgået en aftale med regioner og regeringen om samlet set 100.000 daglige lyntest på statens regning.

Da Falck i sidste weekend som det første af de fire firmaer gik i gang, var 4,23 procent af testsvarene positive. Og denne weekend har andelen af positive prøver for første gang været under tre procent.

Fredag blev der fundet virus hos 2,46 procent af de testede, og tallet for lørdag er 2,48 procent.

Lyntest eller antigentest er ikke lige så pålidelige som de pcr-test, der bliver brugt i det offentlige. Har man symptomer på smitte, eller er man nær kontakt, bør man ifølge sundhedsmyndighederne få foretaget en pcr-test.

Der bliver langtfra lyntestet så mange, som virksomhederne har mulighed for.

Falck har en aftale om at stå for halvdelen af de daglige test, mens de tre øvrige står for de resterende 50.000 test dagligt.

Lørdag stod Falck for godt 27.000 test, hvilket kun er lidt over halvdelen af, hvad der er muligt. Det er dog ikke unormalt, at antallet af testede tager et dyk i weekenderne, fortæller ambulancedirektør Jørgen Mieritz fra Falck.

- Generelt har vi set færre folk lørdag og søndag på vores testcentre. Jeg tror simpelthen, at danskerne har valgt at købe julegaver i går (lørdag, red.) i stedet for at blive testet, siger han.

Jørgen Mieritz forventer dog, at Falck kommer til at få travlt i centrene de kommende dage.

- Jeg tror, at der i dagene op til jul - i særdeleshed mandag og tirsdag - vil komme rigtig mange, siger ambulancedirektøren.

Han opfordrer til, at de, der gerne vil have foretaget en lyntest, får det gjort allerede søndag, så der ikke risikerer at opstå kø ved centrene.

SOS International er den eneste af de fire udbydere, hvor man skal bestille tid til en test, og derfor kan divisionsdirektør Karin Tranberg bekræfte, at efterspørgslen er rigtig stor i dagene op til jul.

- Hver gang vi åbner nye tider, så bliver de booket nu, siger hun.

Kun på et testcenter i Aarhus er der en del ledige tider.

SOS International har testet over 6600 lørdag. Søndag har divisionsdirektøren selv været på gulvet for at hjælpe med at nå at få testet så mange som muligt.

Tallene for lyntest indgår ikke i den opgørelse, der kommer hver dag klokken 14.00 fra Statens Serum Institut.

Regionerne har indgået aftaler med fire private leverandører af lyntest. Samlet skal der kunne foretages 100.000 af de hurtige test om dagen.

Mens Falck har lovet at stå for 50.000, står de tre andre udbydere - Carelink, SOS International og Copenhagen Medical - for de resterende 50.000.

Her er en oversigt over testresultaterne fra lørdag:

* Samlet:

Test: 37.998.

Positive: 944.

Positivprocent: 2,48.

* Falck:

Test: 27.109.

Positive: 613.

Positivprocent: 2,26.

Geografi: Testcentre 44 steder i landet. Yderligere centre åbner mandag.

Testtype: Antigentest fra Biosensor.

* SOS International:

Test: 6665.

Positive: 219.

Positivprocent: 3,29.

Geografi: Syv testcentre i Københavnsområdet, Aalborg, Esbjerg, Aarhus og Billund.

Testtype: Antigentest fra BioSynex.

* Copenhagen Medical:

Test: 2380.

Positive: 91.

Positivprocent: 3,82.

Geografi: Testcenter i København og åbner yderligere et i næste uge.

Testtype: Antigentest fra Biosensor.

* Carelink:

Test: 1844.

Positive: 21.

Positivprocent: 1,14.

Geografi: Et testcenter i Aarhus og et i Vejle.

Testtype: Antigentest fra BioSynex.

Kilder: Selskaberne selv.

Der er i lørdagens coronaprøver fundet 944 smittede med lyntest, som fire private udbydere står for på statens regning.

Lyntesten er en af tre testtyper for coronavirus i Danmark.

Mens to kan vise, om man er smittet med covid-19, kan den tredje vise, om man har været smittet tidligere.

Bliv klogere på de tre typer test her:

* Pcr-test:

Denne coronatest er anbefalet af de danske sundhedsmyndigheder. Pcr-test bliver benyttet i det offentlige testsystem og anses som sikker med en sikkerhed på 98 procent. Den viser, om den testede er smittet her og nu. Den foretages ved podning i halsen.

Det tager tre timer, før der er svar på en pcr-test, men i det offentlige testsystem får man normalt først svar efter en til to dage fra testtidspunktet.

* Antigentest:

Antigentest - også kendt som lyntest eller hurtigtest - giver svar på, om man her og nu er smittet med coronavirus. Prøven foretages ved podning gennem næsen, og svaret kommer efter 15-30 minutter.

En faglig ekspertgruppe har tidligere slået fast, at antigentest kun skal ses som et supplement til pcr-test.

Det skyldes, at antigentest langtfra er lige så sikker som en pcr-test. Der skal en større mængde virus til, før testen viser positiv, end en pcr-test har brug for.

Derfor fraråder sundhedsmyndighederne, at antigentest benyttes, hvis man har symptomer eller har været i kontakt med en smittet.

Sikkerheden er ifølge en ekspertgruppe hos SSI 55-60 procent for, at man ikke er smittet, hvis testresultatet er negativt, mens man kan stole på resultatet, hvis det viser, at man er smittet med coronavirus.

Tallet for sikkerheden er omdiskuteret - og flere eksperter vurderer, at sikkerheden er væsentligt højere. Det samme gør producenterne af lyntestene.

* Antistoftest:

En antistoftest viser, om kroppen har antistoffer over for coronavirus. Den kan dermed fortælle, om en person har været smittet med virusset. Den foretages ved blodprøve.

Man ved ikke med sikkerhed, hvor længe man kan måle antistoffer i kroppen, og hvor længe man i givet fald er immun over for at blive smittet igen.

Det danske sundhedsvæsen tester kun for antistoffer i forbindelse med forskning og myndighedernes overvågning.

Testen tager ti minutter og kan købes på apoteker og hos private virksomheder, men kvaliteten svinger.

Kilder: Ritzau, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut, Falck.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...