90 nye boliger i Dommervænget - Fortsat lægehus i ny lokalplan

Det næsten tomme gamle lokalcenter i Dommervænget, hvor bl.a. den tidligere formand for Roskildes Handelsstandsforening Erik Sundstrøm i sin tid havde supermarked, skal nu rives ned og erstattets med knapt 90 nye boliger.

Boligbebyggelse på 5.330 kvadratmeter omfatter 14 familieboliger i rækkehuse i to etager, 21 seniorboliger i etagebyggeri i to-tre etager samt 54 studieboliger i etagebyggeri i tre etager.

Desuden skal lægehuset bevares på stedet, så beboerne i området fortsat har adgang til en lokal sundhedsbetjening.

Dette har været en betingelse fra kommunens side for at give en privat udvikler lov til at gå i gang med dette projekt, hvor byrådet nu har godkendt lokalplanen.

Bedre plads til læger

- Vi har ikke mindst lagt vægt på, at lægehuset skal have en bedre plads, så det nu rykkes frem, og der bliver direkte adgang fra parkeringspladsen, forklarer formanden for Plan- og Miljøudvalget, Jens Børsting (S).

Roskilde har i de senere år oplevet en udvikling, hvor de ældre og mindre bydels-centre, der var planlagt til at betjene befolkningen i de forskellige kvarterer bliver lukket, fordi der ikke længere er nok kunder til dem.

I stedet er en del af handelen flyttet ud til byens store indfaldsveje, hvilket kan være udmærket for folk med bil. Men gående og cyklende roskildensere har nu sværere ved at få foretaget deres indkøb.

Byrådet har ellers en princip-beslutning om, at der nu ikke skal være flere dagligvare-forretninger ved indfaldsvejene. Det sker bl.a. for at beskytte Bymidten for at blive tømt for butikker, som man har set i andre byer.

tk

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...