Det er ikke så længe siden, at svaret var “måske”, når Søren Højgaard Jensen henvendte sig til virksomheder med sin opfindelse.
I dag er det ændret til “ja, helt sikkert”, og han har lukket aftaler på stribe i 2023.
Søren Højgaard Jensen er stifter af Power-to-X-virksomheden DynElectro, der har patenteret en teknologi til billigere produktion af grønne brændstoffer fra brint.
Det sker via højtemperatur-elektrolyse, der gør det muligt at omdanne energi fra sol og vind til grøn brint. Det foregår i en såkaldt “stak” bestående af tynde elektrolyseceller og stål, og DynElectro har fundet ud af, hvordan man kan forlænge levetiden på stakken, så den grønne brint bliver mere rentabel at producere.
Sælger billetter
Den slags teknologi er der selvsagt stigende interesse for, men 2023 har for alvor været året, hvor Søren Højgaard Jensen har kunnet mærke forskellen.
- Vi har en central teknologi inden for Power-to-X, der kan bruges til at lave grønne brændstoffer. Det kan accelerere den grønne omstilling. Vi har vist, at vi har en teknologi, der virker. Vi er begyndt at sælge billetter, fordi folk kan se, at der er noget om snakken, siger han.
DynElectro indledte året med at vinde Roskilde Erhvervspris 2022, og i forsommeren rejste virksomheden 34 millioner kroner i en investeringsrunde.
- Vi har i år lagt yderligere 8765 timer på vores demonstration af teknologien og er nu oppe på over 11.000 timer. Det er noget, der trækker investorer til. Det er fedt, at folk kan se det interessante i det, vi laver, siger Søren Højgaard Jensen, som stiftede DynElectro i 2018, men først for alvor satsede på virksomheden i 2020 efter at være vendt hjem fra USA, hvor han havde en forskerstilling.
Udenlandsk interesse
Før jul var Søren Højgaard Jensen i Milano for at besøge en italiensk fabrik, der laver stakke, fordi DynElectro har fået 2,5 millioner euro i støtte fra EU til et projekt, hvor der skal bygges et 1 MW-anlæg.
Til sammenligning har DynElectro bygget et 30 kilowatt-anlæg, der står i virksomhedens egne lokaler, men skal flyttes til Risø, og er i gang med at bygge et 150 kilowatt-anlæg.
- Vi besøgte det italienske firma, fordi de er en potentiel stak-leverandør. De var meget interesserede i at være partner, og det er den store ændring, siden jeg startede, hvor folk ofte sagde “måske”, når jeg kontaktede dem, siger Søren Højgaard Jensen.
DynElectro har i 2023 også lukket aftaler med store virksomheder som Shell og er ved at lukke en mindre investeringsrunde for de investorer, som ikke nåede at komme med i foråret.
Flere ansatte
I løbet af det seneste år er antallet af medarbejdere næsten fordoblet, så der i dag er 15 ansatte i virksomheden, der fortsat holder til på en tidligere landejendom mellem Viby og Gadstrup.
- Vi er vokset fra at have 120 m2 laboratorie-faciliteter i starten af året til, at vi nu har ca. 500 m2. Stedet er heldigvis indrettet, så vi har kunnet vokse indenfor de etablerede rammer i takt med, at vores aktivitetsniveau er øget, siger Søren Højgaard Jensen.
Efter at Søren Højgaard Jensen i en periode selv har varetaget jobbet som administrerende direktør, har DynElectro per 1. oktober ansat Sune Lilbæk som CEO. Han skal tage sig af den daglige drift og administration, og derudover er Mads Nielsen tiltrådt som head of engineering, dvs. ansvarlig for produkt-modning.
Begge dele er sket efter Søren Højgaard Jensens ønske, så han får bedre mulighed for at fokusere på udvikling af kerneforretningen og virksomhedens teknologiske fundament. Det betyder, at hans nye titel er CTO, dvs. ansvarlig for teknologi-udviklingen.

