Kraftige vindstød rammer og de høje bølger får færgen til at vugge. Det er midt om natten, det mørke hav og den sorte himmel omslutter færgen Hammerhus, og på en stol sidder Mikael Kronborg og ryster og er enormt utilpas.
- Jeg var nervøs og angst, fordi færgen gyngede som en sindssyg. Der var høje bølger hele vejen til Bornholm, men det blev rigtig slemt, da vi passerede Trelleborg og et par timer frem, siger Mikael Kronborg.
Han var en af de passager på Bornholmslinjen, der var mere end 12 timer til havs, fordi færgen måtte opgive at lægge til i Køge Havn sent tirsdag aften på grund af forhøjet vandstand.
Derfor sejlede den retur til Rønne i stiv modvind.
- Jeg synes, at det virker fuldstændig sindssygt, at man sejler ud i det uvejr og udsætter passagerne for sådan en røvtur. Jeg var i hvert fald godt presset undervejs, siger Mikael Kronborg.
Han fortæller, at personalet undervejs på turen fra Rønne gav udtryk for, at der var risiko for, at færgen ikke kunne lægge til i Køge, og Bornholmslinjen bekræfter overfor SN.dk, at de allerede tidligt på turen mod Køge gjorde sig overvejelser omkring indsejlingen, og om det var muligt.
- Efter et par timers sejllads fra Rønne fik kaptajnen en melding fra Køge Havn om, at vandstanden var blevet høj, og at den var højere end ventet. Derfor diskuterede de i gruppen, om de skulle vende om, siger Jesper Maack, PR- og Kommunikationschef hos Bornholmslnjen.
Selvom de så sent som i oktober også måtte sejle retur på grund af for høj vandstand i forbindelse med stormfloden, besluttede kaptajnsgruppen at fortsætte mod Køge.
- Vandstanden var noget lavere end sidst, og derfor beslutter de sig for at sejle til Køge og se på forholdene, men da de lægger til er der to trosser, der springer, og derfor kan de ikke blive liggende, siger Jesper Maack.
Kaptajnen beslutter sig derfor for at sejle tilbage til Rønne.
- De kan se, at vandstanden vil være høj i 24 timer, og så er det ikke sjovt at blive liggende derude. Ved at sejle tilbage til Rønne, var der også passagerer, der fik mulighed for tage færgen til Ystad klokken 6.30, og på den måde kunne komme mod Sjælland, forklarer Jesper Maack om overvejelserne.
På sn.dk følger vi det farlige vejrs udvikling minut for minut – læs med her.
Du kan også få et overblik over de steder, hvor man blandt andet bliver frarådet at forlade sit hjem:
Husk også, det er vigtigt at rydde sne, hvor du bor. Er du i tvivl om reglerne, kan du læse dem her. Hvis du er nysgerrig kan du se, hvor der er slået rekord i mest falden sne, og hvor nogle frygter, at man endnu engang oplever oversvømmelse.
Stoler ikke på færgen
Overvejelser har Mikael Kronborg også gjort sig. Han har nemlig ikke tænkt sig at hoppe ombord på færgen fra Rønne til Køge igen i den nærmeste fremtid.
- Jeg stoler ikke på den længere, og når vi skal hjem, så kommer vi til at tage færgen fra Rønne til Ystad og køre hjem derfra, siger han.
Han har været på jule og nytårsferie med kæresten i Sandvig på Bornholm, og kan nu se frem til et par ekstra dage på solskinsøen.
- Jeg kan se, at det voldsomme vejr fortsætter nogle dage endnu, så vi tager nok først færgen til Ystad på fredag, hvor det ser ud til at være roligt, siger Mikael Kronborg.
Det voldsomme vejr har påvirket et par af afgangene fra Rønne til Ystad som er blevet aflyst, men Jesper Maack oplyser, at færgen fra Rønne til Køge med afgang klokken 17 i eftermiddag sejler efter planen, og det samme gælder færgen fra Køge til Rønne klokken 00.30 i nat.
- Vi holder selvfølgelig øje med prognoserne, og vandstanden ser ud til at falde, men bølger i Køge Havn bekymrer os, siger Jesper Maack, der opfordrer til at holde øje med hjemmesiden, hvor driftsstatus løbende opdateres.
