Cirka 14 måneder efter, at Martin Thomas Jensen i november 2022 blev dømt til forvaring på ubestemt tid for en række voldtægter og overgreb på flere tidligere kærester, har Retten i Glostrup for anden gang idømt den nu 36-årige mand en forvaringsdom.
Den nye dom omfatter en lang række grove, seksuelle overgreb og vold begået mod en kvinde i 2021. Enkelte af sagens forhold var fra 2022. Nogle af forholdene er begået i Rødovre og Glostrup. Kvinden var i den periode kæreste med Martin Thomas Jensen.
Det var hun også under den retssag i 2022, hvor han første gang blev idømt forvaring på ubestemt tid. Men kort efter dommen, kontaktede kvinden politiet og fortalte, at hun også var blevet voldtaget af den 36-årige.
Efterforskningen af den nye anmeldelse førte til, at Martin Thomas Jensen foruden gentagne voldtægter begået mod kvinden, også blev tiltalt for at have medvirket til voldtægt, idet han i en række tilfælde solgte kvinden til tvungen sex med andre mænd mod hendes vilje.
- Der er ingen tvivl om, at det har krævet et utroligt mod fra kvinden at stå frem - lige som det også var tilfældet for de implicerede i den første sag. Nu har vi fire kvinder, som er stået frem og fortalt hvad han har udsat dem for, siger sagens anklager Maiken Ahrenkiel i en pressemeddelelses fra Københavns Vestegns Politi.
Martin Thomas Jensen var tiltalt i samlet set 10 forhold. Ifølge Ritzaus Bureau frikendte retten ham i to forhold om trusler og om at have forsøgt at tvinge kvinden til at få tatoveret “Martin” på hendes krop. Han blev dog kendt skyldig i at have tvunget hende til at få lavet en tilsvarende tatovering på hånden.
Forvaring på ubestemt tid
Umiddelbart ændrer den nye dom ikke noget i forhold til Martin Thomas Jensens afsoning, idet han allerede er indsat i forvaring på ubestemt tid.
Det er formelt set ikke en straf, men en foranstaltning, der gives til dømte, som retten - på baggrund af en lægelig vurdering - finder er farlige for samfundet og derfor skal være anbragt på ubestemt tid. Løsladelse kan først ske, når en dommer vurderer, at personen ikke længere udgør en nærliggende fare for andre mennesker.
Ifølge Københavns Vestegns Politi kan den nye dom dog få betydning, i forbindelse med en eventuel ansøgning om prøveløsladelse.
Den 36-årige har anket den nye dom til Østre Landsret.