»Byens Bedste Flæskestegs-sandwich«, lyder tilbuddet fra Grill-Smeden på Smedegade. Og det er der nok mange kunder, som er enige i. I hvert fald har Gry Valbum i 14 år langet et utal af sandwiches og andre lækkerier over disken i sin grillbar.
Og før hun overtog forretningen, var hun ansat hos Jørgen Just på den legendariske grillbar på den anden side af Smedegade i forlængelse af benzinstationen.
- Så efterhånden er det jo blevet til 24 år i branchen. Derfor synes jeg, at tiden er kommet til forandring, siger Gry Valbum tirsdag til Sjællandske.
Hun har endnu ikke gjort op med sig selv, hvad hun skal lave fremover. Men det bliver altså ikke i samme branche.
Grillen fortsætter
Stedet er overtaget af en person, som angiveligt vil drive grillen videre i samme stil.
- Jeg har hørt, at den nye ejer har ansat en Slagelse-pige til at fortsætte grillen, siger Gry Valbum, som i længere tid har forsøgt at afsætte grillen.
Det er nu lykkedes, og ejerskiftet bliver markeret på fredag.
»Så lakker det mod enden. Grill-Smeden får ny ejer 1/5, og i den forbindelse afholder jeg en lille reception fredag den 30. april mellem klokken 10 og 16«, skriver hun på Facebook.
- Jeg tænker, at der måske er en del trofaste kunder, som gerne vil kigge forbi og sige farvel. Forsamlings-forbuddet siger 50 personer, så vi prøver at sprede det ud over hele dagen, og inddrager også gården, fortæller hun.