BonBon-Land som delvist vandland

(Klap)torsken er kommet i sit rette element. Foto: Christina Sørensen/BonBon-Land

(Klap)torsken er kommet i sit rette element. Foto: Christina Sørensen/BonBon-Land

Un giro sul Merluzzo?

Sådan ville det formentlige lyde i Venedig, men nu er vi i Holme-Olstrup, og Klaptorsken er ikke en gondol, selv om tankerne godt kunne ledes i den retning i disse dage, hvor også BonBon-Land er præget af rigelige vandmængder.

Første gang

- Det har ikke været så slemt nogen sinde før, siger Mette Christina Nielsen, BonBon-Lands kommunikationschef.

Da det var voldsomt vejr i oktober, var hun noget bekymret, da halloweenforlystelserne blandt andet var placeret i to store telte:

- Men der slap vi med et væltet træ, mindes hun. Det var dengang parken valgte at lukke en dag, læs mere her.

Denne gang er parken dog noget mere ramt af vejret. De lavestliggende steder i forlystelsesparken er lige nu oversvømmet. Det drejer sig om området ved Klaptorsken og ved Andedammen, der er gået over sine bredder, så broen sejler rundt.

- Det ser lidt sjovt ud, men der sker ikke noget ved det, siger kommunikationschefen. Bådene er for længst taget ind for vinteren, og broen kan godt tåle den friere tilværelse.

At Piratstien rundt om Andedammen er oversvømmet sker der umiddelbart heller ikke noget ved.

For meget vand

I Bæverrafting og Vandrotten skal bådene plaske ned i vandet, men det er altså ikke meningen, at Klaptorsken skal gøre det samme.

At den lige nu ser ud til at sejle rundt, tager man dog meget roligt.

- Det skulle udelukkende skyldes de store vandmængder, siger Mette Christina Nielsen, som ikke har hørt noget om, at der skal undersøges dræn eller lignende. Der er bare ikke nogen andre steder, vandet kan løbe hen lige nu.

- Vi venter bare på, at vandet forsvinder igen af sig selv, siger kommunikationschefen.

Når vandet er løbet væk, vil alle forlystelser blive kontrolleret i samarbejde med Force Technology for at sikre, at der ikke er noget, som har taget skade.

BonBon-Land har fristet tilværelsen som delvist vandland siden torsdag.

Forlystelsesparken åbner for den nye sæson lørdag den 27. april.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...