De limegrønne træpaneler på den nederste tredjedel af væggene på Center Pub i Lynge er nogle Brian Bagers far har hjulpet med at sætte op.
Der er lidt uenighed blandt ham og Tage om, hvor gammel "Baren", som de bare kalder den, egentlig er, men omkring 40 år er et meget godt bud.
De har selv hjulpet med at opsætte den betonudsmykning, der udgør de sidste to tredjedele af vægfacaden, og som ved at ligne mursten giver værtshuset et lidt råt udseende. Det var vist for omkring otte år siden, husker de.
Brian Bager er kommet her i perioder i løbet af mange af årene. Han bor her i Lynge og er i dag 60 år og førtidspensionist, men arbejdede det meste af sit liv i Lillerød Bageri, der lå der, hvor Rema 1000 ligger i dag - det er derfor han kaldes Brian Bager eller bare "Bageren".
"Folk ved hvem jeg er"
Tage forsikrer mig om, at det er nok, at jeg kalder ham Tage.
"Folk ved, hvem jeg er," som han siger.
Jord- og betonarbejder af uddannelse har den 65-årige pensionist, der voksede op på Lynge Overdrev, haft et hav af jobs og blandt andet kørt urtepotter rundt på Jylland som lastbilchauffør. Pensionisttilværelsen blev startet sidste efterår, hvor han stoppede på Lyngehus Plejecenter, hvor han gik til hånde en 10-15 timer om ugen.
Jeg er taget ned på Center Pub for at finde ud af, hvad genåbningen betyder for stedet og dets gæster.
Men med forbehold for, at jeg er her torsdag og dermed dagen efter den officielle genåbningsdag, hvor danskerne igen kunne flokkes ud på landets serveringssteder, virker det ikke som om, at genåbningen er noget videre særligt for de to stamkunder, der udgør stedets eneste gæster her tidligt torsdag eftermiddag.
Penge i strip og fødselsdage
"Man har jo været så vant til, at der var lukket, så jeg var lige ved at glemme, at jeg kunne tage herned i går," siger Tage, der i går udover Center Pub dog også var forbi værtshuset Café Pillen i Lillerød, som både han og Brian Bager også frekventerer jævnligt.
Mest af alt hersker her en rolig stemning af genkendelighed og tryghed. En stemning jeg også gætter på, var her før nedlukningen i december. Godt i gang med øl nummer to, tænker jeg, at den måske har været her siden Brian Bagers far satte træpanelerne op i sin tid.
En ting der dog har ændret sig over årene, er stedets indehavere. De sidste tre et halvt år har ejeren været manden bag baren, den 40-årige ivrigt mentolcigaret-rygende Erhan Cilik (Center Pubs serveringsareal overstiger ikke 40 kvadratmeter, og man må derfor godt ryge indendørs).
Han fortæller om et hårdt coronår omsætningsmæssigt for Center Pub.
"Før corona holdt vi mange arrangementer. Strip, fødselsdage, selskaber med spisning, alt muligt. Det er der, indtjeningen ligger sammen med de weekendaftener, hvor folk kommer forbi på vej hjem fra byen eller lignende," forklarer han.
Baren har bevilling til at servere til klokken 5 og er dermed et oplagt sted for byens unge og festglade sjæle at ende deres bytur. Men ikke under corona, hvor der er sidste servering klokken 22.
38 timers køretur til Tyrkiet
Erhan Cilik har dog ikke fået coronakompensation. Han ejer nemlig også Reys Pizzeria & Burger House, der ligger et stenkast herfra i den samme lille bolig/erhvervsblok, og har samme cvr.-nummer som Center Pub.
"Men det er også med vilje, jeg ikke har søgt kompensation, fordi jeg tænkte, at det er andre, der har mere brug for det," siger han.
Værtshusejeren er ikke kæmpe fan af de nye regler med, at man skal bestille bord 30 minutter, inden man kommer på besøg.
"Man må godt komme ind og gå på toilettet. Man må godt komme ind og bestille. Man må godt sidde uden for, men man må ikke sidde ned inden for," siger han og trækker på skuldrene og himler svagt med øjnene.
Han tror dog ikke bestillingsreglerne får nogen indflydelse på hans 15-20 stamgæster. De skal nok komme.
Inden genåbningen er han lige kommet tilbage fra en to gange 38 timers køretur til og fra Tyrkiet, hvor hans familie er fra. Hans far fik lymfekræft for 23 år siden. I forbindelse med en voldsom omgang corona er kræften nu kommet tilbage. Da der ikke afgik fly til Tyrkiet, kørte Erhan Cilik og hans fætter derfor i bil ned og besøgte faren.
"Vi holdt kun små pauser på vejen. Det var ikke noget problem, men i mange lande måtte vi kun opholde os i 12 timer, og i Ungarn måtte vi ikke køre ind til byerne," fortæller han.
Han far får nu kemobehandling og er heldigvis i bedring.
Udprintet coronapas
Mens vi snakker, har Tage forladt Baren. Han er blevet erstattet af Kjeld John, en 66-årig pensionist med en forhistorie som blandt andet militærmand gennem 25 år. Han bor også i Lynge, omkring 800 meter fra Brian Bager.
Kjeld John kommer op i baren og smækker et udprintet coronapas på borden. Med dets meget officielle udseende, skrevet på flere sprog og med udfyldte bokse ligner det noget, man skulle have haft med for at komme ind i Østeuropa før murens fald. Her giver det bare adgang til en Tuborg.
"Nåh, har Tage været her," siger han og smiler indforstået og nikker mod bordet og en tom Underberg-miniflaske i den karakteristiske brunt papir med grøn-hvid etiket-indpakning.
Kjeld John er også kommet her "rigtig mange år", som han siger på den karateristiske måde, hvor det midterste g og t'et bliver til et blødt d og det første i til et e: "Redig".
"Det har ikke været kedeligt (med nedlukningen, red.), men jeg har da savnet det - og Pillen. Vi er flere, der kommer begge steder. Men hold kæft, hvor har vi sparet mange penge, mens du har været lukket," siger han og smiler til Erhan Cilik.
Han har haft Brian Bager en del på besøg under nedlukningen. De har også været lidt ovre hos Erhan Cilik, der også bor i Lynge.
"Men der må man ikke drikke, så det er ikke helt det samme," forklarer Brian Bager fra sin hjørneplads i baren.
25 jule på Gran Canaria
Kjeld John fortæller, at hans kone grundet coronasituationen netop har fået aflyst en rejse til Kina med en veninde.
"De havde håbet til det sidste, at de kunne komme af sted her i maj. Det er fjerde gang, hun får aflyst en Kina-tur. Af forskellige årsager. Det har ellers altid været en drøm for hende at se landet," siger han.
Kina-turen var ikke noget for ham, og han skal heller ikke med, når konen og nabokonen tager til Grækenland til efteråret.
"Templer og statuer og sådan er ikke lige mig. Men jeg har fejret jul 25 gange på Gran Canaria. Samme hotel og næsten samme værelse hver gang. De har nogle kæmpe andelår, og risalamande og flæskesteg. Det er fandme lækkert," fortæller han.
Snakken flyder ikke, men kører jævnt og roligt med pauser af varierende længde imellem. Der er ikke så meget stress på, og det føles lidt, som når man er sammen over længere tid med personer, man kender rigtig godt.
Samtalen drejer over på den hvide politibetjent i USA, der netop har fået en lang fængselsstraf for at slå den sorte amerikaner George Floyd ihjel. Der er bred enighed om, at dommen er en god ting.

Erhan Cilik har ejet Center Pub i tre og et halvt år. Han er 40 år, bosat i Lynge og ejer desuden også Reys Pizzaria, der ligger lige ved siden af Center Pub.

Mange af stamgæsterne var med til at lave betonbeklædningen af væggene (der er lavet til at ligne mursten) i Center Pub for omkring otte år siden. Brian Bagers far var med til at lave træpanelerne i sin tid.

Brian "Bager" er førtidspensionist, men har arbejdet det meste af sit liv på det nu hedengangne Lillerød Bageri.

Kjeld John er en af stamgæsterne på Center Pub og havde ofte besøg af Brian Bager under nedlukningen.

Center Pub har ligget i Lynge i omkring 40 år.