Sandaler 25 kroner, en skjorte for en 50er og cowboybukser til 75 kroner.
Kunderne stod i kø på Merkurvej i Næstved, da Dansk Outlet torsdag kom til byen med stangtøj til hele familien. Og der blev hanket godt op i kurvene med tekstiler på tilbud, for det handler om volumen i butikken, hvor konceptet er enkelt og let at forstå.
- Vi vil bare være billigst, siger franchisetager Ole Nielsen, som for blot halvandet år siden åbnede Dansk Outlet i Haslev, hvor han og hans kone Ivy begge har haft deres daglige gang. Butiksdriften fortsætter i Haslev, men lige nu gælder det Næstved og placeringen er langtfra tilfældigt valgt.
- Næstved er jo Danmarks 15. største by - en rigtig handelsby med et stort opland, der trækker folk til fra store dele af Sjælland og Lolland-Falster. Derfor har jeg længe været interesseret i at åbne i Næstved, og nu har vi fundet nogle rigtig gode lokaler lige mellem Næstved Storcenter og det nye Næstved Retail Park, lyder det fra Ole Nielsen.
God plads på Merkurvej
Der er også rigeligt med plads på Merkurvej, tøjet hænger pænt og ligner langtfra en rodebutik i det 1.400 kvadratmeter store butikslokale, der tidligere har huset Euro Outlet, loppesupermarkedet takeNOW samt pop-up butikken Outletland.
Rie og Morten Dipo var kommet fra Herlufmagle og havde fyldt kurverne til bristepunktet med billigt fodtøj og nye tekstiler.
- Jeg har lidt en skofetich, og de der Hummel-sko, dem må jeg bare eje, plus alt det andet som også er røget med i kurven, fortæller Morten Dipo.
Artiklen fortsætter under billedet.
Dansk Outlet er oprindeligt et midtjysk fænomen, grundlagt i tekstilbyen Ikast i 2004 takket være en detailhandler, en grossist og en masse overskudsvarer. I dag hænger der ikke længere restvarer på bøjlestængerne. Dansk Outlet får selv syet deres tøj, og der forhandles også en stribe mærkevarer til billige priser.
Otte gange XL
Udvalget giver også plads til byens fyldige herrer og damer. Sortimentet går helt op i otte gange XL i herrestørrelser, mens byens store piger kan smutte i en størrelse 56.
Forretningen i Næstved tæller syv ansatte foruden Ole og Ivy Nielsen, og åbningsfesten fortsætter frem til 2. maj.
Åbningen i Næstved er Dansk Outlets butik nummer 30 og den fjerde på Sjælland, da den jyske tøjkoncern også har butikker i Haslev, Helsingør og Korsør.

Hummeltøj til 50 kroner. Avancen er lav hos Dansk Outlet, til gengæld køber kunderne flittigt ind, når der lokkes med billige priser.

Rie og Morten Dipo fra Herlufmagle var mødt frem på åbningsdagen og fyldte kurverne med tøj og sko.