Da kronprins Frederik og Mary Donaldson blev gift i 2004 fik de en gigantisk gave fra Melbourne i Australien. Den blev skaffet på foranledning af Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, som også sørgede for, at den blev transporteret til Midtsjælland.
I forbindelse med giftemålet satte Sporvejsmuseet sig i forbindelse med kolleger i Australien i sporvognsbranchen, da man mente, at det kunnen være flot, hvis Melbourne, hvor Mary havde boet og arbejdet, kunne overveje at give en gave, i form at en grøn sporvogn.
Den idé var man i Melbourne med på. Men et at give en gave - noget andet, er om kongehuset ville modtage den.
Sporvejsmuseet kontaktede kongehuset, som var positive, såfremt det ikke medførte omkostninger for kongehuset.
Sporvejsmuseet tilbød, at sporvognen kunne få et hjem på museet, hvor den kunne stå. Det sagde man ja til fra kongehuset.
- Da havde vi ikke nogen idé om, hvordan vi skulle få den fragtet til Danmark, fortæller Mikael Lund, formand for Sporvejshistorisk Selskab.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Mærsk hjalp
Han havde imidlertid kontakter hos A.P. Møller-Mærsk og henvendte sig hertil med positivt resultat. Mærsk Mc-Kinney Møller sagde, at det var en opgave, de gerne ville tage sig af.
Sporvognen blev fragtet til Japan og omlastet til containerskibet Gudrun Mærss, som har Mary som gudmor. Det var planlagt, at det netop blev med det skib, sporvognen blev fragtet fra Japan til Århus på.
Selv om en sporvogn fylder godt og den optog 18 containerpladser, så synede det ikke af så meget, da den stod øverst på dækket af Gudrun Mærsk.
Sporvognen kom til Århus i midten af februar i 2006 og blev transporteret videre på en speciel transportvogn til Sporvejsmuseet.
Dagen efter ankomsten til Skjoldenæsholm blev sporvognen sat i drift. Sneen lå tæt over det hele, og begivenheden blev kraftigt dækket i de australske medier, som skrev noget i retning af, at den kunne have mødt en dansk isbjørn. Den kom jo lige fra sommer i Australien.
- Det er så heldigt, at sporvognen har samme sporvidde og samme strømspænding som danske sporvogne, fortæller Michael Lund.
Officiel overdragelse
Den officielle overrækkelse af sporvognen fandt sted i Australien i 2005, hvor den danske generalkonsul på kronprinsparrets vegne modtog den. Michael Lund var også taget til Australien for at deltage i overdragelsen.
Det var ellers meningen, at kronprinsparret skulle have haft den under et besøg i Australien i marts samme år, men det blev ikke til noget. Det blev først offentliggjort den 15. oktober 2005, hvor prins Christian blev født.
Inviteret til museet
I 2006 da sporvognen kom til Danmark inviterede Sporvejsmuseet kronprinsparret, så de kunne få en tur i deres gave.
Den 23. maj 2006 aflagde kronprinsparret Sporvejsmuseet besøg og kunne tage gaven i nærmere øjesyn. De kørte begge sporvognen på skift.
- Jeg husker tydeligt, da Mary skulle styre sporvognen først fra remisen ud i skoven. Hun havde en erfaren sporvognsfører ved sin side. Frederik stod også i førerhuset, og han stak hovedet ud og sagde “det er min kone, der styrer vognen”, beretter Mikael Lund.
Kronprinsen tog styringen af sporvognen på vej tilbage fra skoven.
- De viste gode færdigheder i at styre den, oplyser Mikael Lund.
God ro og orden
Han husker også, at besøget blev afviklet i fantastisk ro og orden. Der var fire PET-folk (Politiets Efterretningstjeneste, red.) til stede, og kronprinsparret gik rundt som om, at der nærmest ikke var nogle til sikkerhedsfolk omkring den. PET-folkene var meget diskrete.
Det kongelige besøg blev afviklet nærmest som en almindelig besøgsdag, og der var cirka 800 gæster den dag.
Besøget var berammet til at vare en time, men de kongelige gæster var der i hvert fald halvanden time. Udover den australske sporvogn, kørte de også en københavnsk sporvogn og var rundt at se udstillinger i remiserne.
Kronprinsparret har ikke været på besøg på Sporvejsmuseet siden den dag i 2006, så deres børn har ikke prøvet at køre i australsk sporvogn i Ringsted.
- Vi sender hvert år en hilsen fra 965, som den australske sporvogn hedder, til kronprinsparret til jul, fortæller Mikael Lund.










