Børn og unge, der vokser op under svære vilkår, skal kunne bestemme mere over deres eget liv.
Det er målet med barnets lov, der er trådt i kraft 1. januar.
Samtidig indskærpes det over for kommunerne, at de skal undersøge alle søskende under 18 år i en familie, når et barn anbringes på grund af omsorgssvigt.
Læs her mere om anbragte og den nye lov:
* I Danmark er cirka 13.400 børn og unge anbragt uden for hjemmet. Det svarer til én procent af alle børn og unge.
* Barnets lov trådte i kraft fra årsskiftet og udspringer af statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale i 2020.
* Et af statsministerens mål var, at flere skulle tvangsfjernes og bortadopteres som små. Den del har der ikke været flertal for.
* I stedet har de tre nuværende regeringspartier, Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, sammen med Konservative, SF, De Radikale og Enhedslisten med barnets lov sat fokus på børnene og de unges rettigheder.
Kilder: Social-, Bolig- og Ældreministeriet og Ritzau.
/ritzau/