SF om udbyttesvindlere: De burde komme i brummen

SF havde gerne set en fængselsstraf til dem, Skattestyrelsen har indgået forlig med i sagen om udbytteskat.

SF havde gerne set en fængselsstraf til dem, Skattestyrelsen har indgået forlig med i sagen om udbytteskat.

Det burde koste en tur i fængslet at snyde den danske stat for flere milliarder.

Sådan lyder det fra SF's skatteordfører, Carl Valentin, efter at TV2 og Politiken sammen med flere medier har kunnet afsløre navnene på to personer, som har ført an i at trække mindst 4,1 milliarder kroner ud af den danske statskasse ved at svindle med udbytteskat.

Ifølge TV2 har Skattestyrelsen indgået et forlig med de to personer og resten af deres netværk, som bliver friholdt for civilretlige erstatningskrav og skal betale en del af det omtalte beløb tilbage.

Det er imidlertid ikke en hård nok straf, mener skatteordføreren fra SF.

- Det er rigtig alvorligt, og jeg synes ikke, at man skal slippe billigt. Og det er derfor, jeg synes, at der burde være nogen, som kom i brummen for det her, siger Carl Valentin.

TV2 og Politiken skriver, at det er de to amerikanske forretningsmænd Matthew Stein og Jerome Lhote, der er bagmænd i netværket.

Ingen af dem har ønsket at kommentere sagen til TV2, men mediet skriver, at de over for Skattestyrelsen har hævdet, at de ikke har gjort noget forkert.

Ritzau har spurgt Skattestyrelsen, om det er muligt at få at vide, hvor meget de to mænd og deres netværk skal betale tilbage til den danske stat.

Men på grund af tavshedspligt kan styrelsen ikke sige noget.

Hos Carl Valentin er der et håb om, at de kommer til at skulle betale det hele tilbage.

- Det ville være det bedste, ligesom de burde komme bag tremmer. For det, de laver, er jo organiseret kriminalitet i milliardklassen. Det har konsekvenser for rigtig mange mennesker og vores velfærdssamfund.

- Så jeg håber, at de bliver straffet så hårdt, som det er muligt inden for de rammer, der er, siger Carl Valentin.

Afsløringen af identiteterne på de to forretningsmænd er seneste nyhed i den store sag om svindel med udbytteskat.

Fra 2012 til 2015 mener Skattestyrelsen, at den danske statskasse blev snydt for 12,7 milliarder kroner i forbindelse med svindel med udbytteskat.

De penge forsøger staten nu at få hjem ved forskellige domstole.

Det blev kaldt danmarkshistoriens største skattetyveri, da statskassen blev drænet for 12,7 milliarder kroner i skandalen om udbytteskat.

TV2 og Politiken har søndag identificeret to amerikanske forretningsmænd, der menes at have kopieret et svindelnummer fra den formodede hovedbagmand, Shanjay Shah, til selv at trække milliarder ud af den danske statskasse.

Læs her, hvordan svindlen angiveligt er foregået mod Danmark:

* Et større organiseret netværk af selskaber i udlandet har tilsyneladende søgt om at få udbetalt udbytteskat på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation.

- Selskaber i udlandet skal ikke betale skat af udbyttet af deres aktier, mens skatten for danske selskaber er på 27 procent.

* Svindlen er angiveligt sket ved, at selskaberne har søgt om at få tilbagebetalt udbytteskat, uden de har ejet de aktier, som de vil have tilbagebetalt skat for.

* Ifølge Politikens oplysninger er de to sigtede i USA samt en tredje sigtet - briten Sanjay Shah - mistænkt for at have svindlet gennem fiktive amerikanske pensionsfonde.

* Ved at hævde at pensionsfondene ejede aktier i danske selskaber for mange milliarder, påstod de, at pensionsfondene havde ret til at få udbytteskat retur efter aftaler om dobbeltbeskatning mellem Danmark og USA.

* Den formodede svindel fandt sted i perioden fra 2012 til 2015.

* Skattestyrelsen har anlagt 470 civilretlige sager med et samlet krav på 12,7 milliarder kroner. Retssagerne er anlagt i blandt andet USA, Storbritannien, Malaysia og Dubai.

* Tidligere skatteminister Karsten Lauritzen (V) forventede at kunne få seks milliarder kroner retur. Det ventes at koste mindst to milliarder kroner i advokatregninger at hente pengene hjem.

Kilder: Skat, Politiken, Skattestyrelsen, Ritzau, TV2.

Den danske stat udbetalte milliarder af kroner i refusioner for udbytteskat til personer, som skattemyndighederne i dag ikke mener, burde have haft pengene.

Men hvad går udbytteskat egentlig ud på? Bliv klogere her:

* Når en virksomhed vil give sine aktionærer del af overskuddet, kan den udbetale udbytte.

* Når aktionærerne får udbytte, skal der betales skat af beløbet. I Danmark er det 27 procent, som automatisk bliver trukket, inden udbyttet kommer ind på ens bankkonto.

* Danmark har aftaler med en række lande, der kan slippe for at betale dansk udbytteskat. Det er for at undgå dobbeltbeskatning.

* Aftalen gælder i flere europæiske lande og USA og er lavet for at få flere udlændinge til at købe aktier i danske virksomheder.

* Derfor kan nogle udenlandske ejere af danske aktier søge om at få refunderet den skat, som er blevet trukket af udbyttet i Danmark, hvis de kan bevise, at de har ejet aktierne.

* Muligheden for at få refusion gælder også andre lande i Europa.

* Den mulighed har banker og bagmænd brugt til at få udbetalt penge. For eksempel ved at kræve refusion for aktier, som de slet ikke har ejet, eller ved at søge refusion for den samme aktie flere gange.

Kilder: Skattestyrelsen, DR.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...