Roskilde Kommune får tæsk for sin snerydning

Denne bil klarede ikke snestormen og måtte give op på Gulddyssevej mellem Jyllinge og Gundsømagle.

Denne bil klarede ikke snestormen og måtte give op på Gulddyssevej mellem Jyllinge og Gundsømagle.

Bruger man bare fem minutter på de lokale facebookgrupper for de mange byer i Roskilde Kommune, kan man læse, at weekendens helt store samtaleemne har været snerydningen - eller mangel på samme.

Folk fortæller om faldulykker, om biler, der glider over for rødt, eller biler, som ikke kan komme nogen vegne, fordi underlaget er helt ad h... til. En del undrer sig også over, at vejen ser meget bedre ud, så snart man krydser kommunegrænsen til fx Egedal eller Høje-Taastrup kommuner.

Herunder kan du se en video hvor bilisten kører fra Roskilde Kommune og ind i Egedal Kommune mellem Gundsømagle og Veksø.

Tager man en tur på statsvejene i Roskilde Kommune, altså de veje, hvor staten har ansvaret for snerydningen, så ser de også markant anderledes og bedre ud end de kommunale veje.

Kritikken er da heller ikke gået formanden for plan- og teknikudvalget forbi.

- Jeg synes sgu, det er pinligt, den snerydning, vi som kommune har leveret til vores borgere. Det er ikke en kritik af dem, der sidder i sneplovene og traktorerne. De knokler, men noget er gået helt skævt. Det her er en standard, vi ikke kan være bekendt, og det må vi tage op til revurdering, siger Claus Larsen (S), formand for plan- og teknikudvalget.

Claus Larsen er blevet kimet ned weekenden over af borgere, som gerne ville fortælle ham om den manglende snerydning.

- Jeg har ikke tal på, hvor mange som har ringet. Det plejer ikke at være sådan, at jeg bliver kimet ned af borgere, men manglende snerydning kan altså aktivere folk, siger han.

Claus Larsen kan ikke komme med en god forklaring på, hvorfor statsvejene som fx Frederiksborgvej, Ringstedvej og Køgevej ser meget bedre ud end de kommunale veje. Ej heller på, hvorfor det lader til, at nabokommunerne har bedre veje end Roskilde.

- Det har jeg godt oplevet, og jeg er blevet spurgt til det. Jeg er ikke ekspert og vil ikke kloge mig på årsagen. Jeg kan bare konstatere, at nogen har gjort noget anderledes end os, siger han.

På denne uges plan- og teknikudvalgsmøde får politikerne en orientering om situationen.

- Vi har i dag sendt alt det mandskab, vi kan, på gaden for at få gjort noget ved situationen, og det gælder også brug af hakke og skovl, siger formanden

Foto: Kristian Thomas Jørgensen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...